Rigtighed og forkerthed udgør en almindelig kilde til skænderier og stridigheder. Disse begreber er tæt forbundet med overts og withholds samt overt-motivator-sekvensen.

Et individs sidste bevidste stræben, før han takker af, er et forsøg på at få ret. ”Jeg er rigtig på den, og de andre er forkert på den” er det laveste begreb, den ubevidste person kan give udtryk for.

Det, der er rigtigt, og det, der er forkert, kan ikke nødvendigvis defineres for alle. Disse begreber varierer i overensstemmelse med eksisterende moralkodekser og discipliner, og før Scientologi var de ikke baseret på kendsgerninger, men kun på holdninger – til trods for at de inden for retspleje er blevet brugt som test på ”tilregnelighed”.

I Scientologi opstod der en mere præcis definition, og den definition blev desuden den eneste rigtige definition på en overt. En overt er ikke bare det at skade nogen eller noget. En overt er noget, man undlader at gøre, eller noget man gør, som udretter det mindste gode for det mindste antal mennesker eller områder i livet, eller den største skade for det største antal mennesker eller områder i livet. Dette ville omfatte éns familie, éns gruppe eller team samt hele menneskeheden.

Således er en forkert handling forkert, i den grad den skader det største antal. En rigtig handling er rigtig, i den grad den gavner det største antal.

Mange mennesker tror, at en handling er en overt, simpelthen fordi den er skadelig. For dem er alle skadelige handlinger – eller undladelser af at handle – overt-handlinger. Dette er ikke sandt. For at noget, man gør eller undlader at gøre, kan være en overt, må det skade flertallet af mennesker eller områder i livet. Derfor kan det at undlade at ødelægge være en overt-handling. At støtte noget, som ville skade flertallet, kan også være en overt.

En overt-handling er noget, som skader i bred forstand. En gavnlig handling er noget, som hjælper i bred forstand. Det kan være en gavnlig handling at skade noget, som ville være skadeligt for mange mennesker og områder i livet.

Både det at skade alting og det at hjælpe alting kan være overt-handlinger. Det at hjælpe bestemte områder og det at skade bestemte områder kan begge være gavnlige handlinger.

Idéen om ikke at skade noget som helst og idéen om at hjælpe alting er begge ret tossede. Det er tvivlsomt, at du ville synes, det er en gavnlig aktivitet at hjælpe dem, der trælbinder andre, og det er lige så tvivlsomt, at du ville synes, at det er en overt-handling at udrydde en sygdom.

Der kan opstå mange forvirrede tanker om det at være rigtig på den eller forkert på den. Der findes ikke noget, der er absolut rigtigt eller absolut forkert. Det at være rigtig på den består heller ikke i at nære uvilje mod at skade, ligesom det at være forkert på den ikke kun består i at undlade at forvolde skade.

Der er noget irrationelt ved ”at være rigtig på den”, som ikke blot forkaster gyldigheden af den juridiske test af tilregnelighed, men også forklarer, hvorfor nogle mennesker begår nogle meget forkerte handlinger, alt imens de insisterer på, at det, de gør, er rigtigt.

Svaret findes i en medfødt tilskyndelse, som alle har, til at forsøge at være rigtig på den. Dette er en insisteren, der hurtigt skiller sig ud fra korrekt opførsel. Denne hævdelse skiller sig hurtigt ud fra rationel handlemåde, hvorefter den bliver ledsaget af et forsøg på at gøre andre forkert på den, sådan som vi ser det hos overkritiske personer. En person, der tilsyneladende er bevidstløs, er stadig i gang med selv at være rigtig på den og gøre andre forkert på den. Det er den sidste kritik.

Man kan se ”defensive personer” bortforklare selv de mest åbenlyse tilfælde af forkerthed. Dette er også ”retfærdiggørelse”. De fleste bortforklaringer af opførsel, uanset hvor langt ude de er, ser helt rigtige ud for den person, der kommer med dem, for han eller hun hævder blot sin egen rigtighed og andres forkerthed.

Ufornuftige videnskabsfolk ser ikke ud til at være ophav til særligt mange teorier. Det gør de ikke, fordi de er mere interesserede i at insistere på deres egne besynderlige rigtigheder, end de er i at finde sandheden. Det er sådan vi får mærkelige ”videnskabelige sandheder” fra personer, som burde vide bedre. Sandhed bygger på dem, der er alsidige og ligevægtige nok til at kunne observere – også der hvor de er forkert på den.

Tilskyndelsen til at have ret ligger i os alle.

Når der sker noget forkert, havner personen i en konflikt mellem den forkerte handling og tilskyndelsen til at have ret ...

... og så kan han blive ved med handlingen i et forsøg på at påstå, at han havde ret.

Du har blandt den brede befolkning hørt nogle meget absurde påstande. Du skal være klar over, at den, der talte, var mere interesseret i at fastslå sin egen rigtighed end i faktisk at have ret.

En thetan – det åndelige væsen, personen selv – forsøger at have ret og kæmper imod at have uret. Dette er uden hensyn til at have ret i et eller andet eller at gøre det, der faktisk er rigtigt. Det er det at insistere, uden noget hensyn til om hvad man gør er korrekt.

Man prøver altid at være rigtig på den, lige til sidste livsgnist.

Hvordan kan man så nogen sinde være forkert på den?

Det er sådan her:

Man begår ved et tilfælde eller på grund af uagtsomhed en forkert handling. Det forkerte i det, man gjorde eller ikke gjorde, er dermed i konflikt med ens behov for at være rigtig på den. Derefter giver det så én lov til at fortsætte og gentage den forkerte handling for at bevise, at den er rigtig.

Dette er et grundlæggende træk i aberration (irrationel tanke og opførsel). Alle forkerte handlinger er resultatet af en fejl, hvor man efterfølgende insisterer på at være rigtig på den. I stedet for at rette fejlen (hvilket ville medføre, at man var forkert på den), insisterer man på, at fejlen var en rigtig handling, og gentager den derfor.

Når en person går ned ad skalaen, bliver det vanskeligere og vanskeligere for ham at indrømme, at han har været forkert på den. Ja, sådan en tilståelse kunne endog meget vel betyde en katastrofe for det, der er tilbage af hans evner eller fornuft.

For rigtighed er det stof, som overlevelse skabes af. Det er den fælde, mennesket tilsyneladende har været ude af stand til at komme ud af: Den ene overt hober sig op efter den anden, stimuleret ved at man hævder, man har ret. Der findes heldigvis en sikker vej ud af dette spind, som vi skal se i det følgende.