Når en person har begået en overt-handling og derefter tilbageholder den, anvender han eller hun sædvanligvis den sociale mekanisme retfærdiggørelse. Med ”retfærdiggørelse” mener vi, det at forklare, hvorfor en overt ikke rigtigt var en overt.

Vi har alle hørt folk forsøge at retfærdiggøre deres handlinger, og vi har alle instinktivt vidst, at retfærdiggørelse var ensbetydende med en tilståelse af skyld. Men først nu har vi forstået den præcise mekanisme bag retfærdiggørelse.

Når vi lige undtager det at bruge fremgangsmåderne i Scientologi, har der ikke været metoder, der kunne lette en person fra bevidstheden om at have begået en overt-handling, andet end det at forsøge at gøre overten mindre.

Visse kirker og andre grupper har brugt skriftemål i en bestræbelse på at lette en person for presset fra hans overt-handlinger. Det har dog haft en begrænset virkning, på grund af at der har manglet en fuld forståelse for alle de mekanismer, der er på spil. For at et skriftemål skal være virkeligt effektivt, er det nødvendigt, at afsløringen af ens forseelser ledsages af, at man fuldt ud tager ansvaret. Alle overt-handlinger er et produkt af uansvarlighed i et område eller en side af livet.

Withholds er en slags overt-handlinger i sig selv, men de har en anden kilde. Scientologi har endeligt bevist, at mennesket dybest set er godt – en kendsgerning, der går stik imod ældre religiøse forestillinger om, at mennesket i bund og grund er ondt. Mennesket er godt i en sådan grad, at når det indser, at det er meget farligt og har begået fejl, forsøger det at begrænse sin styrke til et minimum. Og hvis det ikke virker, og det stadig konstaterer, at det er i færd med at begå overt-handlinger, så forsøger det at skaffe sig selv af vejen ved enten at forlade området eller blive fanget og henrettet. Uden denne beregning ville politiet være ude af stand til at opklare forbrydelser – den kriminelle hjælper altid sig selv med at blive fanget. Hvorfor politiet straffer de kriminelle, de har fanget, er mysteriet. Han ønsker selv at blive gjort mindre skadelig for samfundet og blive rehabiliteret. Jamen, hvis dette er sandt, hvorfor letter han så ikke sit hjerte? Kendsgerningen er denne: han betragter det at lette sit hjerte som en overt-handling.

Når en person begår en overt – i dette tilfælde er det at stjæle penge fra chefen ...

... har han et withhold over for den person, han har skadet.

Lige så snart byrden af det, man har gjort, bliver for tung ...

... vil personen svække den person, han har gjort fortræd, i et forsøg på at mindske sin overt. Dette kaldes ”retfærdiggørelse”.

Folk tilbageholder overt-handlinger, fordi de tror, at det at fortælle dem ville være endnu en overt-handling. Det er som om folk prøvede at absorbere al verdens ondskab og holde den ude af syne. Dette er forstokket. Ved at holde overt-handlinger tilbage bliver de holdt i live, og de er i sig selv, som withholds, den eneste årsag til fortsat ondskab.

Disse mekanismer taget i betragtning blev Mennesket, når byrden blev for stor, drevet ind i en anden mekanisme – bestræbelsen på at formindske størrelsen af og presset fra overten. Det kunne han eller hun kun gøre ved at forsøge at svække størrelsen og omdømmet af den person, som overten var begået imod. Deraf kommer, at når en mand eller kvinde har begået en overt-handling, følger en bestræbelse på at reducere godheden eller vigtigheden af målet for overten sædvanligvis. Deraf kommer, at ægtemanden, der bedrager sin kone, bliver nødt til at sige, at konen på en eller anden måde var slem. Derfor måtte hustruen, der bedrog sin mand, reducere manden for at reducere overten. Set i dette lys er kritik for det meste en retfærdiggørelse for at have begået en overt.

Dette betyder ikke, at alting er i skønneste orden, og at ingen kritik nogen sinde er berettiget nogetsteds. Mennesket er ikke lykkeligt. Og overt-handlingsmekanismen er simpelthen en gemen spiltilstand, som Mennesket er gledet ind i uden at vide, hvor det gik hen. Så der findes rigtig og forkert opførsel i samfundet og i livet som sådan, men tilfældig, svidende kritik er, når den ikke understøttes af kendsgerninger, kun et forsøg på at svække størrelsen af den, der var udsat for overten, så man selv bedre kan leve med overten (håber man). Naturligvis er det i sig selv en overt-handling at kritisere uretfærdigt og at skade nogens omdømme, og derfor virker denne mekanisme faktisk ikke.

Dette er en nedadgående spiral. Man begår uforvarende overt-handlinger. Man forsøger derefter at retfærdiggøre dem ved at finde fejl eller ved at skyde skylden over på den forkerte. Dette fører én ud i yderligere overts imod de samme mennesker, hvilket igen fører til en nedværdigelse af en selv – til tider også af disse mennesker.

Samfundet er således indstillet, at man på en eller anden måde straffer de fleste overtrædelser. Straf er blot en yderligere forværring af overt-sekvensen og svækker den, der straffer. Men folk, der er skyldige i overts, forlanger straf. De bruger straf til at afholde sig selv fra at begå yderligere overtrædelser (håber de). Det er ofret, der kræver straf, og det samfund, der tildeler den, er forstokket. Folk ligefrem beder om at blive henrettet. Når du ikke adlyder, er den forsmåede kvinde godmodig i sammenligning.

Når du hører sønderlemmende og brutal kritik af nogen, og den lyder blot en anelse anstrengt, så vær klar over, at du har at gøre med overts mod den kritiserede person.

Her har vi fat i den mekanisme, der gør det her univers skørt. Ved at kende mekanismen bliver det muligt at finde en effektiv kur, der kan uskadeliggøre den. Der findes dog yderligere forgreninger af den, som først skal forstås.