Det største problem med børn er, hvordan man omgås dem. Det er den voksne, der er problemet i børneopdragelse, ikke barnet. ”En god og stabil voksen med et kærligt og tolerant hjerte er omtrent den bedste terapi et barn kan få.”

Hovedspørgsmålet i forbindelse med børneopdragelse er problemet med at oplære dem uden at knække dem. Du vil gerne opdrage dit barn på en sådan måde, at du ikke behøver at udøve kontrol over det, så det i fuld udstrækning er sin egen herre hele tiden. Dets gode manerer, dets helbred og dets tilregnelighed afhænger af dette.

Børn er ikke hunde. De kan ikke dresseres, som hunde kan. De er ikke kontrollerbare størrelser. De er, og lad os ikke overse det punkt, mænd og kvinder. Et barn er ikke en speciel dyreart forskellig fra mennesket. Et barn er en mand eller en kvinde, som endnu ikke er fuldt udvokset.

En hvilken som helst regel, som gælder for mænds og kvinders adfærd, gælder også for børns.

Ville du bryde dig om at blive skubbet og halet i, at blive kostet rundt med og forhindret i at gøre, hvad du havde lyst til at gøre? Du ville modsætte dig det. Den eneste grund til, at et barn ”ikke modsætter sig det”, er fordi, det er lille. Du ville halvvejs myrde nogen, som behandlede dig, en voksen, med den kommanderen, de selvmodsigelser og den mangel på respekt, som almindeligvis bydes et barn. Barnet slår ikke igen, fordi det ikke er stort nok. I stedet for sviner det dit gulv til, forstyrrer din middagslur og ødelægger freden i hjemmet. Hvis det var på lige fod med dig, hvad rettigheder angår, ville det ikke tage denne ”hævn”. Denne ”hævn” er betegnende for børns adfærd.

Selvbestemmelse er den tilstand, personen er i, hvor han kan eller ikke kan styres af omgivelserne efter sit eget ønske. I den tilstand er individet sikker på sig selv i sin omgang med det materielle univers og andre mennesker.

Et barn har ret til sin egen selvbestemmelse. Du siger, at hvis det ikke bliver forhindret i at vælte ting ned over sig, i at løbe ud på vejen osv., osv. vil det komme til skade. Hvad skal det ligne, at du som voksen lader barnet bo i stuer eller et miljø, hvor det kan komme til skade? Fejlen ligger hos dig, ikke hos barnet, hvis det slår ting i stykker.

Et barns venlighed og kærlighed bevares kun så længe, som det kan udfolde sin egen selvbestemmelse. Bryder du ind i barnets selvbestemmelse, har du til en vis grad brudt ind i dets tilværelse.

Der findes kun to grunde til, at der må brydes ind i et barns ret til selv at bestemme – de skrøbelige og farlige omgivelser – og dig; for du gør de ting mod det, der blev gjort mod dig, uanset hvad du tror.

Der er to retninger, du kan gå i. Giv barnet albuerum i omgivelser, det ikke kan skade, og som det ikke kan blive skadet slemt af, og som ikke i større grad indskrænker barnets eget råderum og egen tid. Gennem den service, du kan få i Scientologi, kan du komme af med dine egne aberrationer (afvigelser fra rationel tankegang eller opførsel) til det punkt, hvor din tolerance matcher eller overstiger barnets manglende opdragelse i, hvordan det skal behage dig.

Når du giver et barn noget, så tilhører det barnet. Det er ikke stadig dit. Tøj, legetøj, barneværelset, alt, hvad det har fået, må til stadighed være under dets egen fulde kontrol. Det river hul i sin skjorte, ødelægger sin seng, slår brandbilen i stykker. Det skal du ikke blande dig i. Hvad ville du sige til, at nogen giver dig en julegave og så fortæller dig dag ud og dag ind, hvad du skal gøre med den, og endog straffer dig, hvis du ikke behandler den på den måde, giveren synes, du burde? Du ville flå giveren og tilintetgøre gaven. Det ved du, at du ville. Barnet ødelægger dine nerver, når du gør sådan noget imod det. Det er hævn. Det græder. Det plager dig. Det slår dine ting i stykker. Det spilder mælk ned ad sig ”ved et uheld”. Og det ødelægger med vilje de ejendele, som det så ofte har fået besked på at passe på. Hvorfor? Fordi det kæmper for sin egen selvbestemmelse, sin egen ret til at eje og gøre sin indflydelse gældende over for omgivelserne. En sådan ”ejendel” er endnu et middel til at kontrollere det med. Det må derfor bekæmpe ejendelen og den, der vil kontrollere det.

Der er uden tvivl nogen mennesker, der er så dårligt opdraget, at de tror, at kontrol er alfa og omega i børneopdragelse. Hvis du ønsker at kontrollere dit barn, skal du bare tvinge det ned i total apati, så vil det være lige så lydigt, som enhver anden hypnotiseret tåbe. Hvis du vil vide, hvordan du kan kontrollere barnet, så få fat i en bog om hundedressur, kald det Fido, og lær det så først at ”apportere” og derefter at ”sidde” og gø, når det vil have mad. Du kan træne et barn på denne måde. Selvfølgelig kan du det. Men det er din egen hovedpine, hvis barnet ender med at blive voldsforbryder.

Selvfølgelig vil det være svært. Det er et menneske. Det er svært, fordi mennesket blev konge over dyrene, fordi det netop ikke lod sig kue. Det går ikke let ned på lydig apati, som hunde gør. Mennesker ejer hunde, fordi mennesker er selvbestemmende og hunde ikke er det.

Grunden til, at folk begyndte at forveksle børn med hunde og begyndte at opdrage børn med magt, ligger i psykologien. Psykologen arbejdede med ”principper” som:

”Mennesket er ondt.”

”Mennesket skal oplæres til at være et socialt dyr.”

”Mennesket skal tilpasse sig omgivelserne.”

Eftersom disse påstande ikke er sande, virker psykologi ikke. Og hvis du vil se et spoleret barn, så find et barn af en professionel psykolog. Det at bruge opmærksomheden på den verden, der omgiver os, i stedet for på noget, der er skrevet af en eller anden, der har udtænkt det efter at have læst noget, en anden skrev, viser os vildfarelsen i disse påstande.

Virkeligheden er stik modsat tidligere opfattelser.

Sandheden findes i denne retning:

Mennesket er grundlæggende set godt.

Kun ved kraftig aberration kan mennesket gøres ondt. Hård træning kan gøre det asocialt.

Mennesket må bevare sin evne til at forme omgivelserne for at bevare sin tilregnelighed.

Et menneske er lige så tilregneligt og trygt, som det er selvbestemmende.

Når du opdrager dit barn, må du undgå at ”dressere” det til at blive et socialt dyr. Dit barn er til at begynde med mere omgængeligt og mere værdigt, end du er. I løbet af forholdsvis kort tid vil den behandling, barnet får, stoppe det så meget, at det gør oprør. Dette oprør kan intensiveres, indtil det bliver en rædsel at være i nærheden af. Barnet vil være støjende, tankeløst, skødesløst med ejendele, urent – kort sagt alt det, der vil irritere dig. Dressér det, kontrollér det, og du vil miste dets kærlighed. Det barn, som du forsøger at styre og eje, vil du miste for bestandigt.

Giv barnet lov til at sidde på dit skød. Det vil sidde der, glad og tilfreds. Læg nu dine arme om det, og tving det til at sidde der. Gør dette, selv om det ikke engang gør det mindste forsøg på at komme ned. Det vil med det samme vride sig. Det vil kæmpe for at komme ned. Det vil blive vredt. Det vil græde. Husk nu, hvor glad det var, før du begyndte at holde på det.

Dine bestræbelser i retning af at forme, dressere og kontrollere dette barn i al almindelighed vil virke på det på samme måde, som da du prøvede at holde det på dit skød.

Et barn har på mange måder brug for sine forældres støtte for at overlevelse. Men hvis de også kraftigt forstyrrer dets beslutninger i tilværelsen, får det et kæmpe problem, som kan medføre megen bekymring.

Du vil naturligvis møde vanskeligheder, hvis dit barn allerede er blevet dresseret, kontrolleret, kostet rundt med og nægtet retten til sine egne ting. Midtvejs ændrer du nu din fremgangsmåde. Du prøver at give det frihed. Det vil nære en sådan mistillid til dig, at det vil have meget svært ved at omstille sig. Overgangsperioden vil blive vanskelig. Men når det er overstået, vil du have et velopdragent, omgængeligt barn, der er betænksomt over for dig, og hvad der er det vigtigste for dig, et barn, som elsker dig.

Et barn, som er under tvang, som beskyttes, håndteres og kontrolleres, har nogle beslutninger liggende, der indeholder en meget dyb bekymring. Dets forældre er personer, der repræsenterer overlevelse. De betyder føde, klæder, husly og kærlighed. Det betyder, at det gerne vil være i nærheden af dem. Det vil gerne elske dem, naturligt nok, siden det er deres barn.

Men på den anden side repræsenterer forældrene ikke-overlevelse. Hele barnets eksistens og tilværelse afhænger af dets ret til selv at træffe afgørelser vedrørende dets færden, dets ejendele og dets krop. Forældre forsøger at bryde ind i dette ud fra en misforstået opfattelse om, at et barn er en idiot, som ikke kan lære, medmindre det ”kontrolleres”. Så barnet er nødt til at prøve at undgå, bekæmpe, genere og plage en fjende.

Her har vi bekymring. ”Jeg elsker dem højt. Jeg behøver dem også. Men de er ensbetydende med indgreb over for mine evner, mit sind og mine muligheder i tilværelsen. Hvad skal jeg stille op med mine forældre? Jeg kan ikke leve med dem. Jeg kan ikke leve uden dem. Stakkels mig!” Der sidder han så og tumler med det problem oppe i hovedet. Dette problem, denne bekymring, vil være hos ham 18 år, måske mere, måske mindre. Det vil halvvejs spolere hans tilværelse.

Barnets frihed er lig med din frihed. At overlade barnets ejendele til deres skæbne vil i sidste ende betyde, at barnets ejendele er i sikre hænder.

Hvilken frygtelig viljestyrke kræves der ikke af en far eller mor for at lade være med at udsætte barnet for en konstant strøm af anvisninger! Hvilken smerte at se dets ejendele blive ødelagt! Hvor pokkers irriterende ikke at kunne diktere hvad og hvor!

Men det må gøres, hvis du vil have et sundt, lykkeligt, omsorgsfuldt, smukt og intelligent barn!