Et barns ret til at bidrage

Du har ingen ret til at nægte dit barn retten til at bidrage.

Et menneske føler sig kun dueligt og kompetent, så længe det får lov til at bidrage med lige så meget som eller mere end det modtager.

Et menneske kan bidrage i overflod og føle sig sikker i sit miljø. Han føler sig usikker i samme øjeblik, som han bidrager for lidt, hvilket vil sige, at han giver mindre, end han modtager. Hvis du ikke tror på det, så genkald dig engang, hvor alle andre kom med noget til festen, hvor du ikke kom med noget. Hvordan følte du dig tilpas?

Et menneske vil protestere imod og have mistro til enhver, som bidrager mere til det end omvendt. 

Forældre giver naturligvis mere til et barn, end barnet yder til gengæld. Lige så snart barnet finder ud af dette, bliver det ulykkeligt. Det prøver at hæve sit bidragsniveau, og når det mislykkes, kommer vreden over for den, der bidrager til det. Det begynder at føle afsky for sine forældre. De prøver at klare protesterne ved at bidrage endnu mere. Barnet protesterer endnu kraftigere. Det er en skidt, nedadgående spiral , fordi enden på det er, at barnet bliver apatisk. 

Du skal lade barnet bidrage til dig. Du kan ikke beordre det til at bidrage. Du kan ikke kommandere barnet til at slå græsplænen og så tro, at det er et bidrag. Han må selv finde ud af, hvad der er hans måde at bidrage på og så gøre det. Hvis barnet ikke har valgt det, er det ikke hans eget, men bare mere kontrol. 

En baby bidrager ved at prøve på at få dig til at smile. Babyen vil optræde. Når barnet bliver ældre, vil det danse for dig, hente pinde til dig, prøve at efterligne dine arbejdsbevægelser for at hjælpe dig. Hvis du ikke accepterer disse smil, disse danse, disse pinde, disse arbejdsbevægelser i den ånd, de er givet, er du allerede begyndt at afbryde barnets bidragen. Nu vil barnet begynde at blive bekymret. Det vil gøre tankeløse og mærkelige ting med dine ejendele i et forsøg på at gøre dem ”bedre” for dig. Du skælder barnet ud. Det slår det helt ud.

Noget andet kommer ind her. Og det er viden. Hvordan kan et barn overhovedet vide, hvad han skal bidrage med til dig eller familien eller hjemmet, hvis han ikke har nogen idé om den måde, tingene fungerer på?

En familie er en gruppe med det fælles formål, at gruppen overlever og har fremgang. Det barn, som ikke får lov at bidrage eller for hvem det mislykkes at forstå målene og funktionerne i familielivet, driver væk fra familien. Barnet bliver vist, at det ikke er en del af familien, fordi det ikke kan bidrage. Derfor bliver det en modstander af familien – det første skridt på vejen til at blive asocial. Det spilder mælk, generer dine gæster og råber uden for dit vindue i ”leg”. Det vil endog blive sygt bare for at sætte dig i arbejde. Når man viser det, at det ikke er stort nok til at bidrage, viser man det også, at det ikke er noget. 

Du kan ikke gøre andet end at acceptere den lilles smil, danse og pindene fra de meget små. Men så snart barnet kan forstå det, bør det have hele historien om, hvordan familien fungerer. 

Hvor kommer lommepengene fra? Hvordan kommer der mad på bordet? Tøj? Et rent hus? En Bil?

Far arbejder. Han ofrer mange timer, han bruger hjernen og musklerne, og til gengæld får han penge. Når pengene skifter hænder i en forretning, får man mad. Bilen bliver passet og plejet, da der ikke er for mange penge. Et roligt hus og at behandle far godt betyder, at far arbejder bedre, og det betyder mad og tøj og biler.

Uddannelse er nødvendig, fordi man tjener mere, efter man har lært noget. 

Leg er nødvendig for at få en grund til at arbejde hårdt. 

Fortæl ham det hele. Hvis han har gjort oprør, fortsætter han måske med det. Men han vil til sidst falde til ro. 

Først og fremmest har et barn brug for tryghed. En del af denne tryghed er forståelse. En del af den tryghed er faste regler for opførsel. Hvad der er ulovligt i dag kan ikke ignoreres i morgen.

Du kan faktisk få et barn til rent fysisk at beskytte dine rettigheder, når bare det ejer, hvad det ejer og kan bidrage til dig og arbejde for dig. 

Voksne har rettigheder. Det bør barnet vide. Et barn har som sit mål at vokse op. Hvis en voksen ikke har flere rettigheder, hvorfor så vokse op? Hvem pokker gider overhovedet være voksen i dag? 

Barnet er forpligtet over for dig. Han skal være i stand til at tage vare på dig; ikke noget med at foregive, at han kan, men i virkeligheden. Og du må have tålmodighed, så du tillader dig selv at blive taget vare på, selv om det er sløset, indtil han af ren erfaring – ikke ved dine anvisninger – lærer at gøre det godt. Tage vare på barnet? Sludder! Barnet har sikkert en bedre forståelse for situationen her og nu, end du har – du mishandlede voksen. Kun hvis barnet er næsten psykotisk på grund af aberrationer, vil det være en ulykkesfugl. 

Du er rask og nyder livet, fordi ingen ejer dig. Du kunne ikke nyde livet, hvis du blev overvåget og ejet. Du ville protestere. Og hvis din protest blev undertrykt, ville du blive samfundsfjendtlig. Det er det, du gør dit barn til, når du ejer, styrer og kontrollerer det. 

Potentielt, kære forældre, er han fornuftigere end jer og hans verden ser en del lysere ud. Hans sans for værdier og virkelighed er skarpere. Sløv den ikke. Og dit barn vil blive et fint, rankt menneske med succes. Kontrollér, ej, styr og afvis, og du vil få den behandling, du fortjener – et nedbrydende oprør.