Der findes dem, man kalder ”kaosforhandlere”. Det er folk, som ønsker at få omgivelserne til at se meget, meget foruroligende ud. Det er folk, som føler, at de får en eller anden fordel, hvis omgivelserne kommer til at se mere farlige ud. 

Et tydeligt eksempel kan ses i aviserne. Der er ingen gode nyheder. Pressefolk smider omgivelserne i hovedet på folk og siger: ”Se, det er farligt. Se! Det er overvældende. Se! Det er truende”. De fortæller ikke bare de mest truende nyheder, men gør dem også mere sensationelle ved at gøre dem værre, end de er. Findes der noget bedre bevis på deres hensigt? Dette er kaosforhandleren. Han får betaling for, hvor truende han kan gøre omgivelserne. At længes efter gode nyheder er dumdristigt i et samfund, hvor kaosforhandleren hersker. 

Kaosforhandleren har en masse allierede blandt folk med økonomiske interesser. 

Og tro ikke, at det er tilfældigt, at det nuværende retssystem tager en farlig kriminel, smider ham i fængsel, gør ham mere asocial og mere farlig, og derefter slipper ham løs i samfundet igen. Jo mere forbrydelse, desto mere politi skal man bruge. 

Den slags idéer findes i udstrakt grad i samfundet. Det er ikke bare avisjournalisten eller politikeren – også andre personer hist og her beskæftiger sig med det. 

En masse folk bruger hele deres liv som professionelle kaosforhandlere; de plager folk omkring sig til døde. Andelen, der gør dette, kan være så høj som én ud af fire. Tag for eksempel en husmor, der arbejder som kaosforhandler inden for sit område – hun tænker om sin mand: ”Hvis jeg bare kan gøre Henrik bekymret nok, vil han gøre, hvad jeg siger”. Hun arbejder udfra en idé om, at det er nødvendigt at sprede forvirring og forstyrrelse. Men samtidigt er hun også bekymret: ”Jeg undrer mig over, hvorfor Henrik ikke har succes.” Hun gør ham selvfølgelig syg. 

Aviser kan have en deprimerende effekt på en.

Eftersom de overvejende beskæftiger sig med dårlige nyheder, fremviser de generelt et trist billede af verden.

Man kan bære rundt på de dårlige nyheder og få et negativt fordrejet indtryk af omgivelserne, som måske i virkeligheden er ganske fredelige.

Sandheden er imidlertid denne: omgivelserne er ikke så farlige, som de bliver gjort til – aldrig. Men en masse mennesker og enorme pengebeløb fabrikerer de farlige omgivelser. I 1960’erne var en stor del af USA’s budget faktisk øremærket til atomkrig. Men hvis de ikke havde udviklet truslen, ville der ikke have været nogen. De penge, der finansierede rædslerne, havde travlt med at underbygge rædslerne. 

De, der får deres indkomster, bevillinger eller offentlighedens interesse udfra mængden af forstyrrelse, har ingen fordel af at skabe fredelige omgivelser. 

En beroligende indflydelse

Alt, hvad der kan skabe fred eller rolige omgivelser, møder modstand fra de økonomiske interesser, som støtter urolige omgivelser. 

I takt med at Scientologi har fremgang i et område, bliver omgivelserne mere og mere rolige. Ikke mindre eventyrlige, men roligere. Med andre ord formindskes den mulige fjendtlige, uopnåelige og urørlige trussel fra omgivelserne. Én, der ved mere om sig selv, andre og livet, og som får mere kontrol over situationen, har færre problemer i sine omgivelser. Selv om den så kun er formindsket en smule, er den dog formindsket.

Selv én, der kun har hørt lidt tale om Scientologi, har mindre virvar i sine omgivelser. En person, der er mindre truet af omgivelserne, har det med at komme sig. Han bliver mindre apatisk. Han tror, at han kan gøre mere ved livet. Han kan nå lidt længere ud og kan derfor have en beroligende indflydelse på sine umiddelbare omgivelser. 

Efterhånden som det fortsatte på denne måde, ville vi få flere og flere, som kunne bringe mere og mere ro i omgivelserne eller klare ting bedre og bedre. Det er kun de ting, som ikke bliver klaret, som er kaotiske. Det ville resultere i en situation, hvor truslen fra omgivelserne ville uddø. Disse overvældende, magtfulde omgivelser ville blive mere og mere tamme. Folk ville blive mindre og mindre bange. Du ville få større og større chance for at håndtere de faktiske problemer, i stedet for at folk opfinder problemer for at tjene penge på det. Det ville være et anderledes samfund. 

Kaosforhandleren kan imidlertid ikke lide beroligende indflydelser. Han vil bekæmpe alt, som mindsker forstyrrelserne i omgivelserne. 

En kone har for eksempel sin mand fuldstændig under tøflen. Hun sørger for, at han er bekymret og uligevægtig morgen, middag og aften. 

Hvis manden nu giver sig i kast med noget, der bringer mere ro til omgivelserne, vil konen slå til. Hvis han er mindre urolig, har hun mindre kontrol over ham. Hun ville selvfølgelig kæmpe imod det, der gjorde hendes mand mere rolig. 

Alligevel bryder forstyrrelser og kaos sammen, når det står over for sandhed. Det er løgne, som bevarer universet i en konstant forstyrret tilstand. Indførelse af sandhed i et samfund ville skabe roligere omgivelser med mindre forstyrrelse og derfor mindre, som kaosforhandlerne kunne franarre samfundet.