Mange er ikke bare overbeviste om at omgivelserne er farlige, men at de til stadighed bliver mere farlige. For mange er de en større udfordring, end de har mod på. 

Faktum er, at omgivelserne gøres mere faretruende, end de i virkeligheden er.

En hel del mennesker er professionelle skabere af farlige omgivelser. Dette omfatter professioner, som har brug for farlige omgivelser for at kunne eksistere såsom politikeren, politimanden, journalisten, bedemanden og andre. Disse personer sælger farlige omgivelser. Det er deres faste holdepunkt. De føler, at hvis de ikke solgte idéen om de farlige omgivelser til folk, ville de omgående gå fallit. Så det er til deres fordel at gøre omgivelserne langt farligere, end de er.

Omgivelserne er tilstrækkeligt farlige. 

Engang blev den idé fremsat, at visse samfund ikke gjorde fremskridt, fordi de manglede tilstrækkelige udfordringer. Én af dem, der støttede idéen, var den engelske historiker og filosof Arnold Toynbee (1889-1975), som mente, at områder som Mexico ikke gjorde fremskridt af denne grund. Toynbees tanker om dette var imidlertid født som i et elfenbenstårn ved at sidde på et bibliotek og læse bøger og aldrig ved at gå ud og tale med mexicanere. 

Så Toynbee udtalte, med store afgørende udråbstegn, efterfulgt af utallige universitetsgrader: ”Grunden til, at mexicanerne ikke klarer sig, er, at de ikke har tilstrækkelig med udfordring i deres omgivelser. Grunden til, at Sydamerika ikke er en industrimagt på vej op, er, utilstrækkelig udfordring i omgivelserne. Grunden til, at afrikaneren ikke har nået et højere civilisationsstade, er, at hans omgivelser har utilstrækkelige udfordringer.” 

Hvad vidste Toynbee om det? Han brugte al sin tid begravet i biblioteket med at læse bøger, som var skrevet af mennesker, som havde brugt deres tid begravet i biblioteket! Det er ikke sådan, man lærer om livet. 

På Filippinerne, for at nævne et yderligere eksempel, ankommer en kæk, energisk hvid mand, og han rådgiver de indfødte igoroter – en stamme som bebor de nordlige bjergrige dele af Filippinerne. Han siger: ”Hvis I bare ville hugge en sti fra landsbyen ned til floden og tage en oksekærre ned til floden om morgenen og fylde en vandbeholder og køre den tilbage til landsbyen, så behøver jeres kvinder ikke at gå den lange vej til floden. I burde straks gå i gang med dette offentlige arbejdsprojekt.” 

Han bliver dybt krænket over, at de ikke øjeblikkeligt gør, som han foreslår og går sin vej, mens han tænker: ”Aha! Disse mennesker har utilstrækkelige udfordringer i omgivelserne. De har ikke noget at leve op til. Ingen ambition. Ikke som os i Vesten. Vi har udfordringer i vores omgivelser.” 

Denne fyr havde udfordringer i sine omgivelser? Hans mor madede ham med havregryn og farmand skrev checks, mens han gik på universitetet, og vejen var brolagt i alle retninger med hjælpemidler og køretøjer. Omgivelserne var allerede tæmmet, så han kunne sagtens stå der og være kæk. 

Men hvordan er omgivelserne i virkeligheden for denne igorot, når han sidder ved ilden og lytter til, at den hvide mand fortæller ham, hvordan han skal hugge sig en sti til floden? Denne igorot har en lille søn, som han elsker højt, men han ved, at denne lille dreng pga. sygdom og fordærvet mad kun har en spinkel chance for at leve, til han er syv. Han ved, at når regnen kommer, vil den ikke bare være behagelig let regn; den vil skylle ethvert korn ud af jorden og smadre markerne, men hvis han redder noget fra den, vil han måske leve nogle måneder mere. Han ved, at alt, hvad der skal til, er at gå under det forkerte træ og blive bidt af en giftig slange, og det vil være slut med ham. Med andre ord: han ved allerede, at han ikke kan leve, så hvorfor forsøge? 

Omgivelsernes udfordring er, med andre ord, fuldstændig overvældende for mange. 

Men betyder det, at der ikke er nogen udfordring i omgivelserne i de mere ”civiliserede” dele af verden? Slet ikke. Tag for eksempel en ung kunstner fra Terra Haute i Indiana, som flyttede til storbyen New York. Den tilfældige iagttager ville måske sige, at han flyttede, fordi der ikke var nogen udfordringer i hans omgivelser i Terra Haute. Nej, også her var udfordringen for stor. 

Denne fyr besluttede sig oprindeligt til at blive maler, fordi han ikke ville arbejde i foderstofforretningen sammen med den fyr, som tævede ham i børnehaven, tævede ham i folkeskolen og tævede ham i gymnasiet. Tanken om, at skulle arbejde sammen med denne fyr hver dag, var simpelthen for meget udfordring for ham. Så blev han kunstner, men ingen i Terra Haute købte malerier, og ingen troede på det, han lavede. Han havde ingen fremtid der; han kunne se frem til vedvarende sult, da han var ude af stand til at bidrage til samfundet. Det var meget fjendtlige omgivelser. Derfor flyttede han til venligere omgivelser i Greenwich Village. Han ville hellere dø af sult i stilhed i Greenwich Village end blive truet til døde i Terre Haute i Indiana. 

Vi når derfor til den konklusion at enhver – uanset hudfarve – som ikke har været i stand til at nå sine mål, må befinde sig i omgivelser, som han finder overvældende. Hans måde at ordne disse omgivelser på må være utilstrækkelig for at sikre hans overlevelse. Hans tilværelse er lige så apatisk eller ulykkelig, som hans omgivelser virker overvældende på ham. 

Hvorfor skulle folk så gøre sig umage for at få omgivelserne til at virke mere farlige, end de allerede er?