Lad os nu nærmere undersøge flere bestanddele af kommunikation ved at kigge på to livsenheder, en af dem ”A” og den anden ”B”. ”A” og ”B” er terminaler – med terminal mener vi et punkt, der modtager, viderebringer og sender kommunikation.

Først er der ”A’s” hensigt. Denne bliver ved ”B” til opmærksomhed, og for at en sand kommunikation kan finde sted, må der ske en duplikering hos ”B” af det, som udgik fra ”A”.

For at udsende en kommunikation må ”A” selvfølgelig oprindeligt have givet opmærksomhed til ”B,” og ”B” må have givet denne kommunikation nogen hensigt, i det mindste om at lytte eller modtage, så det er både årsag og effekt, der har hensigt og opmærksomhed.

Der er en anden faktor, som er utroligt vigtig. Dette er Duplikeringsfaktoren. Vi kunne udtrykke det som ”realitet,” eller vi kunne udtrykke det som ”enighed”. Graden af enighed, der opnås mellem ”A” og ”B” i denne kommunikationscyklus, bliver deres realitet, og det opnås mekanisk ved duplikering. Med andre ord afhænger graden af realitet, som opnås i kommunikationscyklussen, af mængden af Duplikering. B, som er Effekt, må til en vis grad Duplikere, hvad der blev udsendt fra A som Årsag, for at den første del af denne cyklus kan foregå.

Derfor må ”A” – nu som effekt – duplikere, hvad der udsendtes fra ”B,” for at kommunikationen kan afsluttes. Hvis dette gøres, er der ingen aberrerende konsekvenser.

Hvis Duplikeringen ikke finder sted ved B og derefter ved A, så får vi noget, der ender som en uafsluttet handlingscyklus. Hvis for eksempel ”B” ikke tilnærmelsesvis duplikerede, hvad der kom fra ”A,” så blev den første del af kommunikationscyklussen ikke fuldendt, og resultatet kunne blive en hel del randomitet (uforudset bevægelse), forklaring og diskussion. Dernæst, hvis A ikke Duplikerede, hvad der blev udsendt fra B, da B var Årsag i den anden cyklus, så har vi ligeledes en uafsluttet kommunikationscyklus med ikke-realitet til følge.

Nu ville vi naturligvis, hvis vi nedskar realiteten, nedskære affiniteten – følelsen af kærlighed eller det at kunne lide noget eller nogen. Så hvor Duplikering mangler, kan man se, at affiniteten falder. En fuldstændigt afsluttet kommunikationscyklus vil resultere i høj affinitet. Hvis vi bringer uorden i nogen af disse faktorer, så får vi en ufuldstændig kommunikationscyklus, og enten A, B eller begge venter på afslutningen af cyklussen. På denne måde bliver kommunikationen skadelig.

En uafsluttet kommunikationscyklus fremkalder det, man kunne kalde ”svarhunger”. En person, som venter på et signal om, at hans kommunikation er blevet modtaget, er tilbøjelig til at acceptere et hvilket som helst inflow. Når en person i meget lang tid har ventet på svar, som ikke kom – vil han selv trække et hvilket som helst svar fra hvor som helst ind til sig i en bestræbelse på at gøre noget ved sin knaphed på svar.

Uafsluttede kommunikationscyklusser giver knaphed på svar. Det betyder ikke så meget, hvad svarene var eller ville være, så længe de bare har lidt at gøre med det, det drejer sig om. Men det betyder noget, når man får et eller andet fuldstændigt uventet svar som i en kompulsiv eller tvangsmæssig kommunikation, eller når der slet ikke bliver svaret.

Kommunikation er i sig selv kun skadelig, når det, der udsendes fra årsagen, kommer pludseligt og ude af sammenhæng med omgivelserne. Her har vi en overtrædelse af reglerne om Opmærksomhed og Hensigt.

Interesse er en faktor, der også har betydning her, men den er langt mindre vigtig. Ikke desto mindre forklarer det en hel del om menneskelig adfærd. ”A” har til hensigt at interessere ”B”. For at blive talt til, bliver B interessant.

På samme måde er B interesseret, når han udsender en kommunikation, og A er interessant.

Her har vi, som en del af kommunikationsformlen (men en mindre vigtig del), en fortsat skiften fra at være interesseret til at være interessant mellem hver af terminalerne ”A” og ”B”. Årsag er interesseret, og effekt er interessant.

Af større vigtighed er det, at Hensigten om at blive modtaget for så vidt angår A, gør det nødvendigt for A at være Duplikerbar.

Hvis A ikke i en eller anden grad er Duplikerbar, vil hans kommunikation selvfølgelig ikke blive modtaget af B. Fordi B, som er ude af stand til at Duplikere A, ikke kan modtage kommunikationen.

Lad os som et eksempel på dette sige: A taler kinesisk, hvor B kun forstår fransk. Det er nødvendigt for A at gøre sig selv Duplikerbar ved at tale fransk til B, som kun forstår fransk. I et tilfælde, hvor A taler et sprog og B et andet, og de ikke har noget fælles sprog, er muligheden for ”efterligning” til stede, og der kan alligevel foregå en kommunikation. A kan, hvis han har en hånd, løfte hånden i vejret. B kan, hvis han har en hånd, løfte sin hånd. Så kunne B løfte sin anden hånd, og A kunne løfte sin anden hånd, og vi ville have afsluttet en kommunikationscyklus ved efterligning.

Grundlæggende set er alting betragtninger. Vi laver en betragtning om, at ting er, og således er de. Idéen er altid overordnet mekanikkerne ved energi, rum, tid og masse. Det er muligt at have helt andre idéer om kommunikation end disse. Imidlertid er det tilfældigvis disse idéer om kommunikation, som er fælles i dette univers, og som bruges af livsenhederne i dette univers. Her har vi den grundlæggende ”enighed” om emnet kommunikation, som den er beskrevet i Kommunikationsformelen. Fordi idéer er overordnede dette, kan et væsen – ud over Kommunikationsformlen – få en ejendommelig idé om, nøjagtigt hvordan en kommunikation skal udføres, og hvis dette ikke er alment ”accepteret,” kan han opdage, at han er helt ”ude af kommunikation”.

Lad os tage et eksempel med en modernistisk forfatter, der insisterer på, at de første tre bogstaver i hvert ord skal udelades, eller at ingen sætninger må fuldendes. Han vil ikke opnå enighed med sine læsere. Der er en fortløbende, naturlig udvælgelse, kunne man sige, som frasorterer fremmedartede eller ejendommelige kommunikationsidéer.

For at være i kommunikation følger folk de grundlæggende regler, som er beskrevet her. Og når nogen forsøger at afvige for meget fra disse regler, bliver han simpelthen ikke Duplikeret, og han går så ud af kommunikation som resultat.

Nu kommer vi til problemet om, hvad en livsenhed skal være villig til at opleve for at kommunikere. For det første skal det primære kildepunkt være villigt til at være Duplikerbart. Det skal være i stand til at give i det mindste nogen Opmærksomhed til modtagepunktet. Det primære modtagepunkt skal være villigt til at Duplikere, skal være villigt til at modtage og skal være villigt til at skifte over til at være kildepunkt for at sende kommunikationen, eller et svar herpå, tilbage. Og det primære kildepunkt skal på sin side være villigt til at blive et modtagepunkt.

Da det grundlæggende set drejer sig om idéer og ikke om mekanikker, så ser vi, at der mellem Årsags- og Effektpunkter skal være en sindstilstand, hvor hver af dem er villige til at være Årsag eller Effekt efter behag, er villige til at Duplikere efter behag, er villige til at være Duplikerbare efter behag, er villige til at skifte over efter behag, er villige til at opleve Afstanden mellem sig og – kort sagt, er villige til at Kommunikere.

Hvor vi har disse tilstande hos et individ eller i en gruppe, har vi fornuftige mennesker.

Hvor uvillighed til at afgive og modtage kommunikation opstår, hvor folk tvangsmæssigt eller hysterisk afgiver kommunikation uden retning og uden at prøve på at være Duplikérbare, og hvor folk, når de modtager kommunikation, forbliver tavse og ikke anerkender eller svarer, har vi irrationelle faktorer.

Nogle af de tilstande, der kan optræde på en irrationel linje, er ikke at være Duplikerbar, før man udsender en kommunikation, en Hensigt, der modsætter sig, at man bliver modtaget, en uvillighed til at modtage eller Duplikere en kommunikation, en uvillighed til at opleve Afstand, en uvillighed til at skifte over, en uvillighed til at give Opmærksomhed, en uvillighed til at udtrykke Hensigt, en uvillighed til at anerkende og – generelt – en uvillighed til at Duplikere.

For nogle kan det måske se ud som om løsningen på kommunikation er ikke at kommunikere. Man kunne sige, at hvis han slet ikke havde kommunikeret til at begynde med, ville han ikke have problemer nu.

Måske er der nogen sandhed i det. Man er lige så død, som man ikke kan kommunikere. Man er lige så levende, som man kan kommunikere.