Nummer: TR 2

Navn: Anerkendelser

En anerkendelse er noget, der bliver sagt eller gjort for at informere en anden om, at hans udsagn eller handling er blevet bemærket, forstået og modtaget.

Formål: At opnå evnen til fuldstændigt, helt og aldeles og endegyldigt at anerkende et udsagn, en observation eller kommentar på en sådan måde, at personen, der fremkommer med det, er tilfreds med den kendsgerning, at det er blevet fuldstændigt modtaget og forstået, og ikke føler nogen trang til at gentage eller fortsætte det.

Anerkendelse er en kontrol-faktor i kommunikationscyklussen. Dette er sandt for enhver kommunikationscyklus i enhver situation. Kontrolformlen er start, ændring og stop. Hvis man kan starte noget, ændre det og så stoppe det, kontrollerer du det. En anerkendelse er et ”stop”. Derfor kan man, hvis man anerkender andres kommunikation ordentligt, kontrollere kommunikation.

Hvis du sagde til en eller anden: ”Fortsæt” eller ”Tal videre,” ville du ikke anerkende ham. Den perfekte anerkendelse kommunikerer kun dette: Jeg har hørt din kommunikation. Det er alt, hvad der er til det. Det signalerer, at personens kommunikation til dig er blevet modtaget. Det er ikke ordet, der afslutter en kommunikationscyklus, det er hensigten, der slutter den. Det er faktisk meget terapeutisk i livet for en person at vide, at han er blevet anerkendt.

Kommandoer: Træneren læser replikker fra Alice i eventyrland med udeladelse af ”sagde han,” og den studerende anerkender dem omhyggeligt. Den studerende siger: ”Godt,” ”Fint,” ”Okay,” ”Det hørte jeg,” hvad som helst, bare det passer til personens kommunikation – på en sådan måde, at det faktisk overbeviser den person, der sidder der, om, at han har hørt det. Træneren gentager enhver sætning, som han føler ikke blev virkelig anerkendt.

TR 2

Position: Den studerende og træneren sidder over for hinanden med en behagelig afstand mellem sig.

Hvad der lægges vægt på i træningen: Den studerende skal anerkende på en sådan måde, at træneren er overbevist om, at han ikke har nogen grund til at gentage sig selv – at det er blevet modtaget og forstået fuldstændigt og endeligt.

Den studerende gør dette ved at have til hensigt, at kommunikationscyklussen slutter ved dette punkt, og slutter den der. Hvad som helst, den studerende gør for at få dette til at ske, er i orden, såfremt det ikke gør træneren modløs eller ude af balance. Den studerende anerkender på en måde, der er passende til trænerens kommunikation, og overbeviser træneren om, at han har modtaget den.

Spørg fra tid til anden den studerende om, hvad der blev sagt. Læg en dæmper på over- og underanerkendelse. Lad den studerende gøre hvad som helst i starten for at få anerkendelsen over og glat ham så ud. Lær ham, at en anerkendelse er et stop, ikke en begyndelse på en ny kommunikationscyklus eller en opmuntring til en anden person om at fortsætte, og at en anerkendelse skal passe til personens kommunikation. Den studerende må ikke udvikle en vane med robotagtigt at bruge ”godt” og ”tak” som de eneste anerkendelser.

Et andet formål med denne øvelse er endvidere at undervise i, at man kan fejle i at få en anerkendelse over eller fejle i at stoppe en person med en anerkendelse, eller man kan rive hovedet af en person med en overdreven anerkendelse.

Talemønster: Træneren siger: ”Start,” læser en sætning og siger: ”Dumpet,” hver gang han synes, at der har været en upassende anerkendelse. Træneren gentager den samme sætning, hver gang han siger: ”Dumpet.” ”Stop” kan bruges til at afslutte med henblik på en drøftelse eller for at afslutte øvelsen. ”Start” skal bruges til at begynde igen efter et ”stop”.

Øvelsen er først bestået, når den studerende fuldstændigt, fuldkomment og endeligt anerkender et udsagn, en observation eller en kommentar på en sådan måde, at personen, der fremkommer med den, er tilfreds med den kendsgerning, at den er blevet fuldstændigt modtaget og forstået, og ikke føler nogen trang til at gentage eller fortsætte den.