En kommunikationscyklus og tovejskommunikation er faktisk to forskellige ting. Hvis vi undersøger strukturen af kommunikation nøje – den faktiske struktur og de faktiske dele – vil vi opdage, at en kommunikationscyklus ikke er en fuldstændig tovejskommunikation.

Hvis du kigger på Diagram A nedenfor, ser du en kommunikationscyklus:

Her har vi Per som ophavsmand til en kommunikation. Det er hans første impuls. Denne impuls er rettet mod Martin. Vi ser, at Martin modtager den. Og så originerer Martin et svar eller en anerkendelse som Martin’, og dette bliver sendt tilbage til Per’. Per har for eksempel sagt: ”Hvordan går det?” Martin har modtaget dette, og så har Martin (idet han bliver sekundær årsag) besvaret det som Martin’ med: ”Det går godt,” hvilket går tilbage til Per’, og derved afsluttes den cyklus.

Det, vi kalder en tovejskommunikationscyklus, kunne følge som i Diagram B nedenfor.

Her er det Martin, som originerer en kommunikation. Martin siger: ”Hvordan står det til?” Per modtager dette og svarer så, som Per’ eller sekundær årsag: ”Det går.” Dette svar anerkendes så af Martin’, når han modtager det.

Vi lægger i begge disse diagrammer mærke til, at i diagram A bliver anerkendelsen af den sekundære årsag udtrykt af Per’ med et nik eller et tilfredst ansigtsudtryk. Ligeledes (i diagram B) bliver Per’s ”Det går” faktisk anerkendt af Martin’ ved et nik eller et udtryk, der bekræfter, at kommunikationen blev modtaget.

Hvis både Per og Martin er ”stærke, tavse mænd,” så ville de udelade dele af disse cyklusser. Den mest oplagte udeladelse og det, som oftest forstås som ”kommunikationsforsinkelse,” ville være, hvor Per siger: ”Hvordan går det?” i diagram ”A,” og Martin bare står der uden at sige noget. (Ved ”kommunikationsforsinkelse” menes det tidsrum, der går, mellem at et spørgsmål stilles og personen, der bliver spurgt, svarer på det specifikke spørgsmål).

Her er Per årsag til en kommunikation, og Martin’ fortsætter ikke cyklussen. Vi ved ikke eller forhører os ikke om, og vi er ikke interesserede i, om Martin som modtagepunkt nogen sinde hørte det. Vi kan antage, at han i det mindste var til stede, og at Per talte højt nok til at blive hørt, og at Martins opmærksomhed var et eller andet sted i nærheden af Per. Se, i stedet for at fortsætte med kommunikationscyklussen, så sidder Per tilbage med en uafsluttet kommunikationscyklus, og han får aldrig muligheden for at blive Per’.

Der er flere måder, hvorpå en kommunikationscyklus kan forblive uafsluttet, og disse kan kategoriseres som:

1. Per undlader at udsende en kommunikation.
2. Martin hører ikke kommunikationen.
3. Martin’ undlader at besvare den kommunikation, han modtog.
4. Per’ anerkender ikke med et eller andet tegn eller ord, at han har hørt Martin’.

Vi kunne udpege forskellige ”grunde” til alt dette. Men vores formål her er ikke at pege på grunde til, at de ikke afslutter en kommunikationscyklus. Hele vores formål har at gøre med ikke-afslutningen af denne kommunikationscyklus.

Lad os nu sige, at Per, som i diagram ”A,” er en person, der tvangsmæssigt og hele tiden originerer kommunikation, uanset om han har nogens opmærksomhed eller ej, og uanset om disse kommunikationer er relevante i forhold til en eksisterende situation. Vi opdager, at Per, når han kommunikerer, har en tilbøjelighed til at møde en uopmærksom Martin, der ikke hører ham, og derfor også en fraværende Martin’, der ikke svarer ham. Dermed har vi en fraværende Per’, der aldrig anerkender.

Lad os undersøge den samme situation i Diagram ”B”. Her har vi Martin som ophavsmand til en kommunikation. Vi har den samme Per med en tvangsmæssig udstrømning. Martin siger: ”Hvordan går det?” og cyklussen bliver ikke afsluttet, fordi Per er så optaget af sin egen tvangsmæssige talestrøm, at han ikke bliver Per’ og aldrig giver Martin en chance for at blive Martin’ og anerkende.

Lad os nu tage en anden situation. Vi opdager, at Per originerer kommunikationer, og Martin er en person, som aldrig originerer kommunikationer. Per originerer ikke nødvendigvis kommunikationer tvangsmæssigt, men Martin er hæmmet i at originere kommunikationer. Når Per og Martin arbejder sammen, ser vi, at de ender i denne form for aktivitet: Per originerer en kommunikation, Martin hører den, bliver Martin’, besvarer den og giver Per muligheden for at blive Per’.

Dette går udmærket, men tovejskommunikationscyklussen vil før eller senere gå i baglås, fordi den bliver brudt af, at Martin aldrig originerer kommunikationer.

En tovejskommunikationscyklus ville virke således: Per, der har origineret en kommunikation og afsluttet den, kan så vente på, at Martin originerer en kommunikation til Per og derved afslutter resten af tovejskommunikationscyklussen. Martin originerer en kommunikation, denne høres af Per, besvares af Per’ og anerkendes af Martin’.

Således får vi en normal kommunikationscyklus mellem to ”terminaler,” for i dette tilfælde er Per en terminal, og Martin er en terminal, og man kan se, at kommunikation strømmer mellem to terminaler.

Cyklusserne afhænger af, at Per originerer kommunikationen, Martin hører kommunikationen, Martin bliver til Martin’ og besvarer kommunikationen, Per’ anerkender kommunikationen. Så originerer Martin en kommunikation, Per hører kommunikationen, Per’ besvarer kommunikationen, og Martin’ anerkender kommunikationen. Hvis de gjorde dette, uanset hvad de snakkede om, ville de aldrig komme op at skændes, og de ville til sidst nå til enighed – selv hvis de var fjendtligt indstillede over for hinanden. Deres besværligheder og problemer ville blive løst, og de ville have det godt indbyrdes.

En tovejskommunikationscyklus bryder sammen, når en af terminalerne undlader at originere en kommunikation, når det er dens tur.

Vi opdager, at hele samfundet har umådelige problemer med dette. Folk er så vant til ”færdigsyet” underholdning og er så hæmmede i at originere kommunikationer på grund af forældre, der ikke kunne kommunikere og uddannelse og andre årsager, at de bliver meget dårlige til at originere en kommunikation. Det er nødvendigt at originere en kommunikation for overhovedet at få en kommunikation i gang. Derfor finder vi folk, der hovedsageligt snakker om ting, som er påtvunget dem af ydre årsager. De ser en ulykke, og de diskuterer den. De ser en film, og de diskuterer den. De venter på, at en ydre årsag skal give dem lejlighed til at føre en samtale. Men i lyset af, at begge er dårlige til at originere kommunikation – hvilket man også kunne betegne som manglende fantasi – opdager vi, at den slags mennesker, som er afhængige af oprindelige impulser udefra, er mere eller mindre tvangsmæssige eller hæmmede i kommunikation. Derfor skifter samtalen hurtigt og markant kurs og kan ende med nogle bemærkelsesværdige fjendskaber eller forkerte konklusioner.

Lad os antage, at Pers manglende impulser som primær årsag har ført ham ind i en tvangsmæssig eller hysterisk kommunikation, og vi opdager, at han har så travlt med at udstrømme, at han aldrig har mulighed for at høre nogen, der taler til ham, og hvis han hørte dem, ville han ikke svare dem. Martin kunne på den anden side være så helt utrolig ringe som primær årsag (dvs. dårlig til at originere kommunikation), at han ikke engang bliver til Martin’, eller hvis han gør, så fremsætter han aldrig sin egen mening, og derved medvirker han yderligere til at bringe Per mere og mere ud af balance og ind i mere og mere tvangsmæssig kommunikation.

Som du kan se af disse diagrammer, kunne der opstå nogle nye situationer. Der ville være situationer med tvangsmæssige svar så vel som med hæmninger i at svare. En person kunne bruge al sin tid på at svare, retfærdiggøre eller forklare – hvilket er en og samme ting – for der var ikke blevet origineret nogen oprindelig kommunikation til ham. En anden person – som Per’ i diagram ”A” eller Martin’ i diagram ”B” – kunne bruge al sin tid på at anerkende, selv om han ikke modtog noget at anerkende. De almindeligste og mest markante manifestationer er imidlertid tvangsmæssig origination, at modtage uden at svare og ikke at anerkende et svar. Og i disse punkter kan vi finde fastlåste strømninger.

Da den eneste forbrydelse her i dette univers synes at være at kommunikere, og da det eneste forsonende træk ved en person, er at kommunikere, så kan vi let forstå, at en forkludring af kommunikation med sikkerhed vil blive resultatet. Men det, vi bør forstå – med meget større glæde – er, at det nu kan løses.

Strømninger bliver fastlåst i denne dobbelte kommunikationscyklus, når der opstår en mangel på:

1. Origination af kommunikation.
2. Modtagelse af kommunikation.
3. Besvarelse af given kommunikation.
4. Anerkendelse af svar.

Heraf kan man se, at der kun er fire dele, der kan blive problematiske i både diagram ”A” og ”B” – uanset hvor mange mærkelige manifestationer, de kan resultere i.