At arbejde eller ikke at arbejde – det er spørgsmålet. Svaret på det spørgsmål er efter de flestes mening UDMATTELSE.

Efter at have været i et job i lang tid, efter at være blevet misbrugt temmelig groft i det job, begynder man at føle, at det at blive ved med at arbejde i høj grad overskrider, hvad man kan holde ud. Man er træt. Tanken om at gøre nogle bestemte ting gør én træt. Man tænker på at få mere energi eller på at kæmpe sig endnu et lille skridt fremad. Og når man gør det, så tænker man i de forkerte baner, idet løsningen på det at være udmattet nemlig har meget lidt – hvis overhovedet noget – at gøre med energi.

Udmattelse er et meget vigtigt emne, ikke bare for den enkelte der er optaget af at tjene til livets ophold, men også for staten.

Scientologi har ret grundigt fastslået den kendsgerning, at en persons undergang begynder, når han ikke længere er i stand til at arbejde. Alt, hvad der kræves for at fornedre et menneske eller bringe det ud af ligevægt, er, at man forhindrer det i at arbejde. Selv politiet har nu anerkendt det grundlæggende Scientologi princip at det, der i første række er galt med en forbryder, er, at han ikke kan arbejde. Og politiet er nu begyndt at kigge efter denne faktor, når de skal afgøre, om en person er kriminel.

Emnet udmattelse er ligeledes et spørgsmål om at ”blive udelukket fra at arbejde”. Hos soldater og søfolk, der var indlagt på hospitalerne under krig, opdagede man, at nogle få måneder på hospitalet har en tendens til at knække en soldats eller sømands kampmoral i en sådan grad, at han kan blive et tvivlsomt aktiv, når han vender tilbage til tjenesten. Dette er ikke nødvendigvis et resultat af hans nedsatte duelighed. Det er et resultat af kvæstelser forværret af inaktivitet. En soldat, der såres og behandles på et feltlazaret nær ”fronten” og sendes tilbage til tjenesten i samme øjeblik, han overhovedet kan udholde den slags pligter, vil stort set bevare sin kampmoral. Naturligvis har den skade, han har været ude for, en tendens til at afholde ham fra at nå det indsatsniveau, som han tidligere syntes var bedst. Men han er trods alt i bedre form end den soldat, der sendes til et hospital langt inde bag linjerne. Den soldat, der bringes til et hospital langt bag fronten, får – set med hans øjne – at vide, at han ikke er særlig nødvendig i krigen.

Uden at man faktisk havde sammenfattet disse principper, blev det almindeligt, at man brugte betegnelsen ”udmattelse” i forbindelse med ”neuroser”. Dette byggede på den kendsgerning, at folk med neuroser ganske enkelt virkede som om, de var udmattede. Anden sammenhæng var der ikke. I virkeligheden vil enhver person, der er blevet nægtet retten til at arbejde – og ganske særligt den, der først er kommet til skade og derefter nægtet retten til at arbejde – på et tidspunkt løbe ind i udmattelse.

I Scientologi er det teknisk set blevet opdaget, at det ikke medfører en gradvis formindskelse, hvis et individ vedvarende forbruger sin energi. Man bliver ikke udmattet, bare fordi man har arbejdet enten for længe eller for hårdt. Man bliver udmattet, når man har arbejdet længe nok til at genaktivere smerte og følelse fra en tidligere ubehagelig erindring om en eller anden gammel skade. Et af de kendetegn, denne skade har, vil være ”udmattelse”. Kronisk udmattelse er altså ikke et resultat af lang arbejdstid og hårdt slid. Det er et resultat af ophobningen af de chok og skader, livet bringer. Hver enkelt af dem varede måske kun nogle få sekunder eller nogle få timer, og tilsammen udgør de måske blot et tidsrum på 50 eller 75. Men denne ophobning af skader, afsky og chok vil til sidst føre til en fuldstændig manglende evne til at gøre noget som helst.

Udmattelse kan altså enten indpodes i en person ved, at man i hans barndom ikke giver ham lov til at tage del i samfundet. Eller den kan bankes ind i en person gennem de forskellige skader eller chok, han kan få som følge af sin specielle aktivitet. Når man klarer et af disse to områder op, har man klaret udmattelsen op. Udmattelse er i virkeligheden en sag for en praktiserende scientolog – eftersom kun en scientolog kan klare det på fyldestgørende måde.

Der er imidlertid et punkt, der ligger under udmattelse. Det er et punkt, hvor man ikke ved, hvornår man er træt. En person kan blive en slags hektisk marionet, der fortsætter med at arbejde og arbejde og arbejde uden så meget som at være klar over, at han arbejder, og så pludselig bryder sammen fra en træthed, han ikke har bemærket.

Det er mislykkedes for personen at kontrollere tingene. Til sidst er han ude af stand til at håndtere noget som helst, der bare ligner de redskaber, der hører til hans fag eller arbejdsområde, og er altså ude af stand til at opholde sig i et sådant miljø eller håndtere sådanne redskaber. Dette menneske kan så få mange hårde ord slynget i hovedet. Han kan blive kaldt ”doven,” han kan blive kaldt ”en drivert,” han kan blive kaldt ”en forbryder”. Men sandheden er den, at uden eksperthjælp er han lige så lidt i stand til at rette op på den situation, han sidder i, som han er i stand til at dykke ind til Jordens centrum.

Der findes visse måder, hvorpå man kan genvinde sin vigør og begejstring for at arbejde, ud over det at arbejde nært sammen med en praktiserende scientolog. Disse måder er forholdsvis enkle og meget lette at forstå.

Udadvendthed og indadvendthed

Vi har i Scientologi noget, vi kalder INDADVENDTHED.

Og noget, vi kalder UDADVENDTHED.

Indadvendthed er en ganske enkel ting. Det betyder ”at se indad for grundigt”.

Og udadvendthed er også en ganske enkel ting. Det betyder blot ”at være i stand til at se udad”.

Man kan sige, at der findes ”indadvendte personer” og ”udadvendte personer”. En udadvendt person er i stand til at se sig omkring i omgivelserne. En indadvendt person kan kun se indad på sig selv.

En person, der kan se på verden omkring sig, og som ser den helt virkeligt og klart, befinder sig naturligvis i en tilstand af udadvendthed. Han kan med andre ord ”se udad”. Han kan også arbejde. Han kan også se situationer, håndtere og kontrollere de ting, han skal håndtere og kontrollere, og han kan stå ved siden af og iagttage de ting, han ikke behøver at kontrollere, og han kan derfor være interesseret i dem.

En person, der er indadvendt, har sandsynligvis været igennem udmattelse engang i fortiden. Hans opmærksomhed er blevet koncentreret tættere og tættere på ham selv (først og fremmest på grund af gamle skader, der stadig er i stand til at påvirke ham) til et punkt, hvor han faktisk ser indad og ikke udad. Han undgår massive genstande. Han oplever ikke andre mennesker og tingene omkring sig som virkelige.

Lad os nu tage selve emnet arbejde.

At arbejde er ”at rette sin opmærksomhed og sine handlinger mod mennesker eller genstande, der er placeret i rum”.

Når et menneske ikke længere besidder evnen til at konfrontere andre mennesker, genstande eller det rum, de er placeret i, begynder det at føle sig ”fortabt”. Personen begynder at bevæge sig omkring i en tåge. Tingene er ikke virkelige for ham, og han er til en vis grad ude af stand til at kontrollere de ting, han har omkring sig. Han kommer ud for ulykker, han er uheldig, tingene går ham imod, ganske enkelt fordi han ikke behandler eller kontrollerer dem, eller måske ikke engang opfatter dem korrekt. Fremtiden ser meget sort ud for ham, somme tider så sort at han ikke kan se den i øjnene. En sådan person kan siges at være alvorligt indadvendt.

Når han arbejder, er hans opmærksomhed fastnaglet på genstande, der sædvanligvis højst er en meter fra ham. Han har det meste af sin opmærksomhed rettet mod genstande, der er inden for hans rækkevidde. Dette fjerner hans opmærksomhed fra udadvendthed – i det mindste så han fokuserer på et punkt foran sit ansigt. Dér fikseres hans opmærksomhed. Hvis denne afstand er den samme, som den har været under et ulykkestilfælde eller en operation, vil han være tilbøjelig til samtidig at fiksere sin opmærksomhed på et eller andet punkt i fortiden og genaktiverer en tidligere ubehagelig erindring, så han oplever de smerter, de onder og den følelse af træthed, apati eller subapati, som han havde, da han blev skadet. Da hans opmærksomhed konstant er fastnaglet der, har han naturligvis en tendens til kun at se derhen, selv når han ikke arbejder.

Lad os tage en revisor. En revisors øjne er rettet mod bøger, der altid befinder sig i den samme afstand fra hans øjne. I det lange løb bliver han ”nærsynet.” Egentlig bliver han ikke nærsynet, han bliver ”bog-synet”. Hans øjne fikserer lettest på ting i en bestemt afstand. Når han fæstner sin opmærksomhed der, er han tilbøjelig til at trække sig tilbage, selv fra det punkt, indtil han til sidst ikke engang når ud til sine egne bøger. Så bliver han udstyret med briller, for at han skal kunne se bøgerne tydeligere. Hans synsevne og hans opmærksomhed er næsten lig hinanden.

Når en person, der til stadighed har en maskine, nogle bøger eller andre genstande placeret i en bestemt afstand fra sig, forlader sit arbejde, er han tilbøjelig til at holde sin opmærksomhed fæstnet præcis der, hvor hans arbejde var. Med andre ord forlader hans opmærksomhed i virkeligheden overhovedet ikke hans arbejde. Selv om han tager hjem, bliver han faktisk ”siddende på kontoret”. Hans opmærksomhed er stadig fæstnet på hans arbejdsomgivelser. Hvis disse omgivelser er sammenfaldende med en skade eller ulykke (og hvem har ikke været udsat for mindst én af den slags hændelser?), vil han begynde at føle sig udbrændt eller føle træthed.

Findes der en kur mod dette? Naturligvis ville kun en praktiserende scientolog kunne rydde denne vanskelighed fuldstændigt af vejen. Men der er noget, den arbejdende person selv kan gøre.

Her kommer så det, man ikke skal gøre, uanset om man er bogholder, revisor, kontorassistent, chef eller maskinarbejder. Man skal ikke forlade sit arbejde og gå hjem og sætte sig ned og fiksere sin opmærksomhed på en genstand, der befinder sig mere eller mindre i samme afstand fra en som det, man altid konfronterer på sin arbejdsplads.

For den værkfører, der altid taler med folk på en bestemt afstand, er det afgjort forkert at gå hjem og tale med sin kone på den samme afstand. Før hun ved af det, får hun ordrer, akkurat som om hun var ansat i firmaet!

Det er helt bestemt forkert bare at tage hjem og sætte sig til at læse avisen, spise middagsmad og gå i seng. Hvis en mand efter en lang dags arbejde har for vane at sætte sig ned om aftenen ”for at hvile sig” med en bog eller en avis, er det sikkert og vist, at han før eller siden vil begynde at føle sig ganske udmattet. Og så, efter et stykke tid, vil han synke endnu dybere ned og ikke engang undre sig over sin uvillighed til at udføre et stykke arbejde, der tidligere faldt ham let.

Er der noget, der vil være rigtigt at gøre? Ja, det er der. En person, der til stadighed har sin opmærksomhed fikseret på en eller anden arbejdsgenstand, bør fæstne sin opmærksomhed anderledes efter arbejdstid.

Gå en tur

Der findes en fremgangsmåde i Scientologi, der kaldes:

”Gå en tur”.

Denne proces er meget let at udføre.

Når man føler sig træt efter at have færdiggjort sit job, skal man gå ud og spadsere rundt om husblokken, indtil man føler sig genopfrisket – og det selv om tanken om at gøre det næsten er alt, hvad man kan klare uden at gå i gulvet. Kort sagt bør man gå rundt om husblokken og se på tingene, indtil man ser de ting, man går i nærheden af. Ligegyldigt hvor mange gange der skal til, bør man gå rundt om husblokken, indtil man føler sig bedre tilpas.

en simpel afhjælpning for udmattelse er ”Gå en tur”. En person går simpelthen rundt om husblokken og ser på ting.

Når man fortsætter med at gå rundt om husblokken og ser på ting ...

... kan følelserne af udmattelse forsvinde, hvilket gør personen mere energisk.

Når man gør dette, vil man opdage, at man kvikker lidt op i begyndelsen og derefter bliver meget mere træt. Man vil blive så træt, at man nu er ”sikker på”, at man burde gå hjem i seng og få sig en god nats søvn. Dette er ikke det rette øjeblik at holde op med at gå, eftersom man går igennem udmattelsen. Man ”går sin udmattelse ud”. Det er ikke sådan, at man behandler sin udmattelse med motion. Motion har altid forekommet folk at være den vigtigste faktor, men motionen er forholdsvis betydningsløs. Det vigtigste er, at man frigør opmærksomheden fra sit arbejde og flytter den over på den materielle verden, man lever i.

Masser betyder realitet: For at forøge sin affinitet og kommunikation er det faktisk nødvendigt, at man kan konfrontere og tolerere masser. Derfor vil man opdage, at det at gå rundt om husblokken og kigge på bygninger vil få en op ad skalaen. Når man er så træt, at man dårligt nok kan slæbe sig af sted, eller så træt, at man er anspændt og ude af stand til overhovedet at hvile, er det faktisk nødvendigt for en at konfrontere masser. Man er slet og ret langt nede på Toneskalaen. Det er faktisk tvivlsomt, om der overhovedet findes noget, der kan kaldes et ”fald i fysisk energi”. Naturligvis har denne fremgangsmåde sin begrænsning. Man kan ikke arbejde hele dagen, spadsere rundt om husblokken hele natten, gå på arbejde igen næste dag og så forvente at føle sig lettet. Men man bør helt sikkert bruge nogen tid på at blive udadvendt efter at have været indadvendt hele dagen.

Gå en Tur er inden for rimelighedens grænser noget nær et universalmiddel.

Hvis man føler sig fjendtligt indstillet over for sin kone, er det forkerte at gøre at give sig til at ”slå løs på hende”! Det rigtige er at gå en tur omkring husblokken, indtil man føler sig bedre tilpas, og få hende til at gå den samme tur i modsat retning, indtil man har opnået at blive udadvendt i forhold til situationen – da man vil opdage at alle husspektakler, især blandt arbejdende mennesker, stammer fra det faktum, at de har været overfikserede (snarere end overanstrengte) på deres arbejde og situationer forbundet med det. Der er visse ting på arbejdspladsen, det ikke er lykkedes en at kontrollere. Så kommer man hjem og prøver at finde noget, man kan kontrollere. Det vil sædvanligvis være ægtefællen eller børnene. Og når selv det mislykkes for en, er man tilbøjelig til at ryge ned ad Toneskalaen med et brag.

At rette opmærksomheden udad er lige så vigtigt som selve det at arbejde. Der er såmænd ikke noget forkert i at rette opmærksomheden indad eller i at arbejde. Hvis man ikke havde noget at interessere sig for, ville man falde helt fra hinanden. Men hvis man arbejder, opdager man, at der let indfinder sig en unaturlig træthed. Når det sker, så er løsningen ikke at ”synke hen i bevidstløshed” i nogle få timer – som når man sover – men at rette opmærksomheden udad og så få sig en virkelig afslappende søvn.

Disse principper om indadvendthed og udadvendthed har mange forgreninger. Og selv om Gå en Tur i al sin enkelhed næsten er til at le ad, findes der mange mere indviklede fremgangsmåder i Scientologi, hvis man ønsker at gøre det mere indviklet. Imidlertid vil Gå en Tur i det store og hele klare en utrolig bunke af de vanskeligheder, der følger med det at arbejde.

Husk, når du gør det, at man først bliver mere træt og så mere frisk. Dette fænomen er kendt blandt atletikfolk. Det kaldes ”den anden vind” og vil i virkeligheden sige at få tilstrækkeligt med omgivelser og tilstrækkelig masse til at ”køre udmattelsen ud” fra det forrige løb. Den anden vind findes ikke. Det at vende tilbage til en udadvendthed i relation til den fysiske verden, vi lever i, findes.

Se på dem

En fremgangsmåde, der ligner ”Gå en tur,” er kendt under navnet:

"SE PÅ DEM”.

Hvis man har talt med mennesker hele dagen, har solgt noget til folk hele dagen, eller hele dagen har haft at gøre med mennesker, der er vanskelige at omgås, så dur det ikke at flygte fra alle mennesker i hele verden.

Den, der bliver overanstrengt, når han har med andre mennesker at gøre, har haft store vanskeligheder med folk. Han er måske engang blevet opereret, og det halvt opfattede billede af lægerne stående rundt om operationsbordet gør, at han identificerer ”alle mennesker” med ”læger” (vel at mærke alle mennesker, der står stille). Det er for resten en af grundene til, at læger bliver så grundigt forhadte i et samfund – da de insisterer på at anvende kirurgi og bedøvelse, og sådanne hændelser sammenfiltres med dagligdags hændelser.

En person kan blive udmattet af kontakt med andre mennesker.

En måde, hvorpå han kan gøre noget ved det, er at gå langs med et område med en masse mennesker og lægge mærke til folk, mens han går.

Efterhånden som han ser på flere og flere mennesker ...

... vil han opdage, at han er venligere indstillet mod dem. Enhver følelse af overanstrengelse fra at være sammen med mennesker kan fuldstændigt forsvinde.

Udmattelse forårsaget af kontakt med andre mennesker er på grund af, at ens opmærksomhed er blevet fikseret på nogle bestemte mennesker, mens man følte, at den burde være rettet mod andre. Og denne belastning af ens opmærksomhed har faktisk reduceret det antal mennesker, man iagttog.

Kuren mod dette er meget enkel. Man skal gå hen til et sted, hvor der er mange mennesker – som f. eks. en jernbanestation eller en hovedgade – og ganske enkelt spadsere hen ad gaden og lægge mærke til folk. Simpelthen se på folk, det er det hele. Efter et stykke tid vil man opdage, at man synes, at folk ”ikke er så slemme endda”, og man får en meget venligere indstilling til dem. Men hvad der er endnu vigtigere, den situation på arbejdspladsen, hvor man blev overanstrengt af mennesker, er tilbøjelig til at forsvinde, hvis man gør det til en fast regel hver dag i nogle få uger at gå ud og kigge på folk sidst på eftermiddagen.

Dette er noget af det klogeste, en sælger kan gøre, for en sælger har i endnu højere grad end andre en personlig interesse i at kunne omgås folk og få dem til at gøre nøjagtigt, som han vil (hvilket vil sige, at købe hvad han har at sælge). Når han fikserer sin opmærksomhed på bare én kunde for meget, bliver han træt blot ved tanken om at tale til folk eller at sælge – går ned på de lavere følelsesmæssige niveauer i alt det, han gør og foretager sig – og begynder på alle mulige måder at betragte sig selv som en svindler. I det lange løb kommer han til at betragte sig selv som et nul. Han bør, ligesom andre, finde steder, der er befærdede, og gå rundt og kigge på folk. Han vil efter et stykke tid finde ud af, at folk virkelig er til, og at de ikke er så slemme.

En af de ting, der sker med mennesker, der er højt oppe i statsadministrationen, er, at de vedvarende ”beskyttes mod” folket. Og i det lange løb kommer de til at afsky hele emnet og er tilbøjelige til at gøre alle mulige mærkelige ting. (Se bare på Hitlers og Napoleons liv).

Brug i stor skala

Dette princip om indadvendthed og udadvendthed kunne drives meget videre i et samfund, end det bliver gjort. Der er noget, regeringer og virksomheder i al almindelighed kunne gøre, noget der sandsynligvis ville udrydde enhver tanke om strejker og forøge produktionen betydeligt. Strejkende arbejdere er sædvanligvis utilfredse, ikke så meget med ”arbejdsbetingelserne” som med selve arbejdet. De føler, at de bliver gjort til ofre. De bliver presset til at arbejde på tider, som de ikke bryder sig om at arbejde på. Og en strejke kommer som en befrielse for dem. Der er noget, de kan bekæmpe. De kan gøre noget andet end at stå der og rode med et stykke maskineri eller nogle regnskabsbøger. Utilfredse arbejdere er strejkende arbejdere. Hvis folk bliver udmattede på arbejdet, hvis de ikke er tilfredse med arbejdet, hvis de er ophidsede over arbejdet, kan man regne med, at de vil finde nok klagepunkter til at strejke. Og hvis ledelsen voldes besvær nok, og der er mangel på samarbejde fra folk længere nede i organisationen, kan man være sikker på, at ledelsen før eller senere vil skabe situationer, der får arbejderne til at strejke. Dårlige arbejdsbetingelser er med andre ord i virkeligheden ikke årsagen til vanskeligheder og stridigheder med arbejdere. Udbrændthed i arbejdet i sig selv eller en manglende evne til at kontrollere sit felt og sin arbejdsplads er de virkelige årsager til besvær på arbejdsmarkedet.

Enhver ledelse, der tjener tilstrækkeligt til det, vil – hvis den ikke er frygteligt irrationel – betale en anstændig arbejdsløn. Og enhver arbejder, der bare får skyggen af en chance til det, vil udføre sine pligter med glæde. Men når først omgivelserne selv bliver overanstrengte, når først firmaet selv er blevet indadvendt på grund af ”overt-handlinger” fra regeringens side, når arbejderne først har fået beviser for, at de ikke har nogen kontrol med ledelsen, så kan der derefter opstå stridigheder på arbejdsmarkedet. Bag alle disse indlysende principper ligger imidlertid principperne om indadvendthed og udadvendthed. Arbejdere bliver så indadvendte ved deres arbejde, at de ikke mere kan føle affinitet for deres ledere og rent faktisk ikke mere kan se de omgivelser, de arbejder i. Derfor kan en eller anden komme og fortælle dem, at alle de overordnede er uhyrer, hvilket indlysende nok er usandt. På lederplanet kan nogen komme og fortælle, at alle arbejdere er uhyrer, hvilket er ligeså oplagt en usandhed.

I mangel af individuel behandling i stor målestok – som ville være en kæmpemæssig opgave – kunne man udarbejde et fuldstændigt program, der ville håndtere princippet om indadvendthed. Det er givet, at hvis arbejdere og ledere bliver indadvendte nok, vil de udpønse måder og midler, hvormed de kan skabe irrationelle spil – som f.eks. strejker – og på den måde forstyrre produktion, anstændige forhold og kår inden for fabrikken, kontoret eller virksomheden.

Kuren ville være at gøre arbejdere udadvendte i meget stor målestok. En løsning på dette kunne være at gøre det muligt for alle arbejdere at have to job. Det ville være nødvendigt for firmaet eller for beslægtede interesser – såsom regeringen – faktisk at stille et tilstrækkeligt antal ”offentlige arbejdsprojekter” til rådighed for at skaffe arbejde til arbejdere uden for deres egentlige fagområde. Med andre ord, en mand, som man vedvarende lader arbejde indendørs og hele tiden med en meget fastlagt opgave, ville opleve det som en betydelig lettelse, hvis han kunne gå udenfor og arbejde – især med noget helt andet.

Det ville f. eks. være en betydelig lettelse for en revisor at kunne grave grøfter et stykke tid. En maskinarbejder, der betjener en stationær maskine, ville faktisk synes, at det ville være en meget morsom oplevelse at tumle rundt med en bulldozer.

En sådan plan ville da reelt bringe indadvendthed og udadvendthed i anvendelse i stor målestok. Arbejdere, der arbejder i faste positioner med opmærksomheden rettet mod noget, der er placeret meget tæt på dem, ville så få lov til at se sig mere omkring og give sig af med ting, der havde tendens til at gøre dem udadvendte. Et sådant program ville stræbe meget højt. Men resultatet ville helt sikkert blive et bedre forhold mellem ledelse og arbejdere, højere produktion og en betydelig svækkelse af spændinger hos arbejdere og i offentligheden omkring løn og arbejde.

Der kunne kort sagt udrettes mangt og meget med det grundlæggende princip om indadvendthed–udadvendthed.

Princippet er meget enkelt. Når en person gøres for indadvendt, bliver tingene i hans omgivelser mindre virkelige, han får mindre affinitet for dem og kan ikke kommunikere ordentligt med dem. I den situation bliver han let træt. Indadvendthed resulterer i træthed, udmattelse og derefter uarbejdsdygtighed. Midlet mod dette er udadvendthed – at se grundigt på og kommunikere med de bredere omgivelser. Medmindre dette praktiseres, så vil der i betragtning af, at enhver arbejder er udsat for skader eller sygdomme af en eller anden art, opstå en nedadgående spiral, som gør arbejdet mindre og mindre tiltalende, indtil det til sidst overhovedet ikke kan udføres. Og så har vi grundlaget, ikke blot for et uproduktivt samfund, men et kriminelt samfund.