At lykkes som studerende kræver imidlertid mere end blot villighed til at lære. Faldgruber eksisterer rent faktisk, og studerende skal vide, hvordan man lærer effektivt, så de er i stand til at overvinde disse.

Det er blevet opdaget, at der findes tre bestemte barrierer, der kan blokere en persons evne til at studere og således hans evne til at blive uddannet. Disse barrierer frembringer faktisk forskellige fysiske og psykiske reaktioner.

Ens evne til at studere forøges markant, hvis man kender og forstår disse barrierer og ved, hvordan de skal håndteres.

Den første barriere: Mangel på masse

I studieteknologien henviser vi til et emnes masse og signifikans. Med masse mener vi de virkelige, fysiske genstande, tingene i livet. Et emnes signifikans er betydningen eller idéerne eller teorien i det.

Forsøg på uddannelse er hård ved en studerende, når den masse, som teknologien bruges på, mangler.

Hvis du studerede traktorer, ville massen være en traktor. Du kunne studere en lærebog – alt om traktorer – hvorledes man betjener alt styregrejet, de forskellige typer tilbehør, der kan bruges – med andre ord, al signifikansen – men kan du forestille dig, hvor lidt du ville forstå, hvis du faktisk aldrig havde set en traktor?

Sådan en mangel på masse kan faktisk få en studerende til at føle sig mast. Det kan få ham til at føle sig sammenbøjet, ligesom rundtosset, ligesom død, irriteret eller føle kedsomhed.

Fotografier eller film kan være en hjælp, idet de udgør et løfte eller håb om massen; men hvis man studerer om traktorer, er den trykte side og det talte ord ikke en erstatning for en virkelig traktor!

Det at uddanne en person i en masse, som vedkommende ikke har, og som ikke er tilgængelig, kan frembringe nogle ubehagelige og distraherende fysiske reaktioner.

Hvis du prøver at lære en person alt om traktorer, men du ikke viser ham nogen traktorer eller lader ham opleve en traktors masse, vil han ende med et ansigt, der føles mast, med hovedpine og en mave, der føles underlig. Han vil fra tid til anden føle sig svimmel, og meget ofte vil hans øjne gøre ondt.

Studerende i alle aldre kan løbe ind i denne barriere. Lad os antage, at lille Johnny har det frygtelig svært i skolen med regning. Du finder ud af, at han har et problem med regning, der har med æbler at gøre, men aldrig har haft nogen æbler på sit bord, som han kunne tælle. Giv ham nogle æbler, og giv hver af dem et nummer. Nu har han et antal æbler foran sig – der er ikke længere et teoretisk antal æbler.

Pointen er, at du kan spore Johnnys problem tilbage til en mangel på masse og gøre noget ved det ved at give ham massen; eller du kunne give ham en genstand eller en passende erstatning.

Denne studiebarriere – netop det med at studere noget, uden at massen på noget tidspunkt er til stede, frembringer disse tydelige genkendelige reaktioner.

Afhjælpning af en mangel på masse

Da ikke alle, der studerer, har den faktiske masse tilgængelig, er der udviklet brugbare værktøjer til at afhjælpe en mangel på masse. Det drejer sig om emnet demonstration.

Demonstration kommer fra latin demonstrare – at udpege, vise eller bevise.

Chambers 20th Century Dictionary indeholder følgende definition af demonstrate (demonstrere): ”at lære, forklare eller vise med praktiske midler.”

For at give mere masse kan man lave en demonstration. En måde at gøre det på er med ”demonstrationsgrej”. ”Demogrej” som det kaldes. Det består af forskellige små genstande som korkpropper, kapsler, papirklips, kuglepennehætter, elastikker osv. En studerende kan benytte demogrejet til at fremstille det, han studerer, og til at hjælpe ham til at forstå begreber.

Hvis en studerende løber ind i noget, som han ikke helt kan finde ud af, så vil det at demonstrere idéen med demogrej kunne hjælpe ham til at forstå det.

Alt kan demonstreres med demogrej: idéer, genstande, sammenhænge eller hvordan noget virker. Man bruger simpelthen disse små genstande til at vise de forskellige dele i det, man læser om. Genstandene kan flyttes rundt i forhold til hinanden for at vise virkemåden og handlingerne i forbindelse med et bestemt begreb.

En anden måde at demonstrere noget på er ved hjælp af en skitse.

En eller anden, der sidder ved sit skrivebord og prøver at regne noget ud, kan tage en blyant og et stykke papir og ved hjælp af en skitse eller ved at tegne nogle diagrammer af det, han arbejder med, vil han få bedre greb om det.

Der er en regel, som siger: Hvis du ikke kan demonstrere noget i to dimensioner, så har du fået galt fat i det. Det er blot en tilfældig regel – baseret på mening eller skøn – men meget anvendelig.

Reglen bruges af ingeniører og arkitekter. Hvis det ikke kan udarbejdes enkelt og klart i to dimensioner, er der noget galt, og det vil ikke kunne bygges.

Skitser og fremstillinger i to dimensioner hører med til at demonstrere og at finde ud af noget.

En tredje måde at give masse på for at klargøre principperne er ved at bruge modellervoks til at lave en lerdemonstration eller ”lerdemo” af et princip eller et begreb.

Formålet med lerdemonstration er:

1. At gøre de materialer, man er i gang med at studere, virkelige for den studerende.
2. At give en passende balance mellem masse og signifikans.
3. At lære den studerende at anvende det læste.
4. Hele teorien bag lerdemonstrationer er, at de tilføjer masse til tingene.

En studerende har brug for masse for at kunne forstå noget. Uden den har han kun tanker eller mentale begreber. Når han har massen, kan han finde ud af det, fordi han har masse og rum i hvilket han kan fremstille det begreb, han studerer.

Demonstrationer med demogrej fungerer efter samme princip. En lerbordsdemonstration beskriver blot tingen, som demonstreres, mere indgående og giver mere masse.

Enhver studerende kan bruge ler til at demonstrere en handling, definition, en genstand eller et princip. Man sidder ved et bord og har forskellige farver modellervoks til rådighed. Man demonstrerer genstanden eller princippet i ler og sætter en mærkeseddel på hver del. Leret viser tingen. Det er ikke bare en klat ler med en mærkeseddel på. Man bruger små papirstrimler som mærkesedler.

Den studerende ønsker for eksempel at demonstrere en blyant. Han laver en tynd rulle af ler, som er omgivet af et andet lag ler – den tynde rulle stikker en smule ud i den ene ende. I den anden ende sættes en lille cylinder af ler. Rullen mærkes med ”stift”. Det ydre lag mærkes med ”træ”. Den lille cylinder mærkes med ”viskelæder”.

Enkelhed er grundprincippet.

Alt kan demonstreres med ler på denne måde, hvis man arbejder med det. Blot det at arbejde med, hvordan man demonstrerer det eller laver det i ler og med mærkesedler, giver en fornyet forståelse.

I udtrykket ”Hvordan beskriver jeg det i ler” ligger hemmeligheden bag indlæring. Hvis man kan beskrive det i ler, så forstår man det. Hvis man ikke kan, så forstår man faktisk ikke, hvad det er. Så ler og mærkesedler virker kun, hvis udtrykket eller tingene virkeligt er forstået. Det er dét at udarbejde dem i ler, der frembringer en forståelse af dem.

Det er ikke et mål, når man arbejder med lerdemoer, at det skal være kunst. Formerne er primitive.

Hver enkelt ting, der indgår i en lerdemo, mærkes, uden hensyn til hvor naiv betegnelsen er. De studerende laver sædvanligvis mærkesedlerne af papirstumper eller tyndt karton, som de skriver på med en kuglepen. Når man klipper en mærkeseddel ud, laves der en spids i den ene ende, der gør det let at stikke sedlen ind i leret.

Fremgangsmåden bør være: Den studerende laver en genstand, sætter mærkeseddel på den, laver en anden genstand, sætter mærkeseddel på den, laver en tredje genstand og sætter en mærkeseddel på og så videre i den rækkefølge. Dette stammer fra det datum, at optimal indlæring kræver en ligelig balance mellem masse og signifikans, og at for meget af det ene uden det andet kan få den studerende til at føle sig dårlig tilpas. Hvis den studerende former alle masserne i sin demonstration på én gang uden at sætte mærkesedler på dem, sidder han der med alle disse signifikanser, der hober sig op i hans sind, i stedet for at nedskrive hver af dem (i form af en mærkeseddel) efterhånden, som han går frem. Den korrekte fremgangsmåde er at sætte en mærkeseddel på hver masse, efterhånden som man skrider frem.

Enhver genstand, ethvert princip eller enhver handling kan beskrives ved hjælp af en klump ler og en mærkeseddel. Masse-delen laves i ler, signifikans- eller tanke-delen laves med en mærkeseddel.

Retninger på bevægelse eller rejser vises som regel med små pile. Pilen kan laves af ler, eller den kan laves som en anden slags mærkeseddel. Dette kan blive vigtigt. Det er mangel på klarhed i demoen om, hvilken vej hvad bevæger sig, eller hvilken vej noget strømmer, der kan bevirke, at demoen ikke er til at forstå.

Lerdemoer skal være store. Et af formålene med lerdemonstrationer er at gøre de materialer, der bliver studeret, virkelige for den studerende. Hvis en studerendes lerdemo er lille (mindre masse), er den måske ikke virkelig nok for personen. Store lerdemoer virker bedre, når det gælder om at øge den studerendes forståelse.

En godt udført lerdemo, som rent faktisk viser noget, vil give en fantastisk forandring hos den studerende. Han vil også huske dataene.

Enhver af disse tre metoder til at afhjælpe manglen på masse – brugen af demogrej, skitsering og lerdemonstrationer – skal bruges i rigeligt omfang inden for alle uddannelsesmæssige aktiviteter. Det kan være afgørende for, hvor godt en studerende lærer og kan anvende det, han har studeret.