Orgtavlen viser organiseringsmønstret for at få et produkt.

En tavle er således et flowskema over sammenhængende produkter, frembragt af terminaler på række.

Vi ser disse terminaler som ”poster” eller stillinger.

Hver enkelt af disse er en hat.

Udtrykket hat er slang for den stillingsbetegnelse og det arbejde, der hører til en post i en organisation. Det kommer af den kendsgerning, at i mange fag – som for eksempel ved jernbanerne – er hovedbeklædningen et kendetegn for éns stilling. For eksempel på et tog er der en konduktør, der bærer en konduktørkasket – han har ansvaret for passagererne, og han billetterer dem.

I en organisation sker der et flow disse hatte imellem.

Resultatet af hele tavlen er et produkt.

Produktet fra hver hat på tavlen bliver tilsammen det totale produkt.

Udarbejdelsen

Den mængde af spildte kræfter og produktionstab, man får, når man ikke har en organiseringstavle, berettiger alle de anstrengelser, det kræver, at udarbejde en ordentlig organiseringstavle, gøre den kendt og bruge den.

Mennesker anvender instinktivt en organiseringstavle og protesterer, når der mangler en. Selv den helt ny og uerfarne matros, der stiger om bord på et skib, går ud fra, at der findes en organiseringstavle – måske ikke en, der er hængt op, men i det mindste en, der er kendt. Han formoder, at en eller anden har ledelsen, og at forskellige aktiviteter er under forskellige personer. Han protesterer, når der ikke er en kendt organiseringstavle. Han føler sig også usikker, da han ikke ved, hvordan han passer ind i organisationen.

Næsten alle oprør består af personer, der er blevet ekskluderet, og som ikke findes på landets orgtavle. Hvor sandt det er, kan ses af en latterlig episode, der engang fandt sted i USA, da en præsident opdagede, at han havde ”professionelle bistandsklienter”. Visse personer havde antaget status af ”myndighedsafhængige” og opgav dette som deres beskæftigelse. Det var selvfølgelig en eller anden slags post. Men fordi den ikke var tilladt som en post af myndighederne, var der nogle optøjer.

Det, en organiseringstavle udtrykker, er indsatsen for at høre til eller være en del af noget. En person uden en post har det ret elendigt. En person med en urealistisk post føler sig som en bedrager eller fejltagelse.

Moralen påvirkes således også i betragtelig grad af kvaliteten af organiseringstavlen eller af mangelen på samme.

Den afgørende prøve for en gruppe er dog dens levedygtighed, hvilket betyder dens evne til at vokse, ekspandere, udvikle sig osv. Levedygtighed afhænger af at have et acceptabelt produkt. Grupper, der ikke har et acceptabelt produkt, vil sandsynligvis ikke overleve.

Den indflydelse, en fungerende og kendt organiseringstavle har på både mængden og accepten af et produkt, er ikke lille; dette er sandt selv for et enkelt produkt.

Der kræves en meget præcis organiseringstavle, for at en enkelt person eller en lille gruppe overhovedet kommer nogen vegne. Det mærkelige er, at jo mindre gruppen er, jo mere betyder organiseringstavlen. Men individer og små grupper er dem, der er mindst tilbøjelige til at have en. Større grupper går i opløsning, hvis de mangler en organiseringstavle, og de vil ikke være i stand til at overleve, hvis de har en dårlig organiseringstavle.

Kvaliteten af et produkt, der typisk kun opfattes som et resultat af personlige færdigheder, er i allerhøjeste grad afhængig af organiseringstavlen. For eksempel var der en uorganiseret flok, der prøvede at lave et bestemt produkt, som arbejdede sig selv til døde, var plaget, vrede på hinanden og havde et fuldstændigt uacceptabelt produkt til cirka det dobbelte af den normale pris; da de blev organiseret cirka en tredjedel, stadig uden en ordentlig tidsplan, stadig meget uuddannede, begyndte de at producere et acceptabelt produkt med cirka den halve anstrengelse – så selv noget organisering virkede.

Mængden og kvaliteten af produktet afhænger helt og aldeles af organiseringstavlen samt af hatte og deres anvendelse. Man kan uddanne enkeltpersoner i det uendelige, men hvis de ikke er en del af en fungerende organiseringstavle, vil de stadig kun skabe et ringe produkt eller meget lidt.

At mangle en kendt og faktisk organiseringstavle kan betyde fiasko. Og mangel på viden om emnet organisering skal kompenseres med ren genialitet på hvert enkelt punkt.

Derfor er man nødt til at have en ægte og kendt organiseringstavle, når man vil have noget udført overhovedet, forbedre et hvilket som helst produkt, holde moralen oppe, og når man vil fordele arbejde retfærdigt og give det betydning.

Hvordan laver man så sådan en?

Hatte

En organiseringstavle består af hatte.

Definitionen på en hat er den ”væren og gøren, der opnår et produkt”. (En væren, er den påtagne eller valgte slags identitet. Gøren, er det at udføre en handling eller aktivitet).

Lad os tage et tog:

Lokomotivføreren, der bærer sin hat som lokomotivfører, har titlen lokomotivfører. Det er væren.

Han accepterer ordrer, holder øje med signaler og generelle forhold, betjener håndtag og ventiler for at regulere maskinens drift og for at starte, ændre og stoppe. Det er gøren.

Han flytter togpassagerer og/eller fragt fra et sted til et andet, sikkert og til tiden. Et flyttet tog og last er produktet.

Så hvordan finder vi ud af, at der findes en hat kaldet lokomotivfører?

Da folk hele tiden accepterer eller ser på stillinger, der allerede eksisterer, kan det være, at de – når du beder dem om at forestille sig en organiseringstavle – i første omgang ikke er klar over, at du beder dem om at opfinde de korrekte stillinger.

De behøver ikke at opfinde ”lokomotivfører”. Alle ved, at ”en lokomotivfører kører et tog”.

Så hvis du ikke vidste det? Så blev du nødt til at regne det ud.

Man ville gøre det på denne måde. Man ville blive nødt til at tænke på denne måde:

Idéen opstår på grund af et begreb om, at folk og varer skal flyttes over afstande på land. Eller at et nyt område under opbygning skal have transport af folk og varer til og fra det.

Ah. Dette vil være levedygtigt i et økonomisk system, fordi folk ville betale for at blive flyttet og betale for at få deres varer flyttet.

Tog gør dette.

Så lad os bruge tog.

Man arrangerer finansiering (eller får forudbetaling) og får koncession på rettighederne til at køre der, anlægger sporet og får bygget lokomotiver, togvogne, stationer og remiser samt reparationsværksteder til lokomotiver.

Nu dukker det op, at en eller anden skal køre toget. Så man må hellere ansætte en til at køre toget.

Så der kommer posten som lokomotivfører ind i billedet.

Hvordan ved vi det? Fordi vi skal have et produkt i form af flyttede folk og varer. Det var det, vi prøvede på at gøre til at begynde med.

Derfor lokomotivførerhatten.

Lad os nu forestille os, at vi ikke havde nogen organiseringstavle overhovedet.

Lokomotivførerhatten ville være den eneste hat. Så han opkræver billettakster, betjener stationerne, ordner maskinen, køber brændstof, læsser vognene, sælger aktier ...

Lige et øjeblik. Hvis lokomotivføreren gjorde alt dette, ville det følgende ske:

1. Han ville blive udmattet.

2. Hans humør ville være dårligt.

3. Han ville få maskinskader.

4. Han ville måske få ulykker.

5. Jernbanens ejendomme, som ellers ville være uhåndterede, ville forfalde.

6. Han ville have en lille produktmængde.

7. Hans produkt ville være ujævnt og dårligt, da han ikke kunne følge en køreplan.

8. Inden ret længe ville der ikke være nogen jernbane.

Lad os nu ”løse” dette, sådan som det er blevet gjort tidligere.

Lad os udnævne en person for hver station og sige: ”Det var så det!”

Ja, det ville stadig være et rod.

Så lad os ansætte flere lokomotivførere og flere stationsbetjente og flere lokomotivførere og flere stationsbetjente … og ende med et forvirret rod og en kæmpestor lønningsliste og et luset produkt. Det er sådan, regeringer gør det. Og det er bemærkelsesværdigt, at nuværende regeringer ikke har noget produkt, undtagen katastrofer.

Nej, vi skal løse dette på en helt anden måde.

Vi kommer ingen vegne; vi får ikke en fornuftig organiseringstavle, og der er intet, der vil fungere eller blive levedygtigt, medmindre VI OPREGNER PRODUKTERNE KORREKT OG UDVIKLER HATTE, DER KAN OPNÅ DEM.

Når vi har gjort dette, kan vi arrangere hattene på en orgtavle, så der er et flow og kommandoveje og kommunikationsveje, og vi har en orgtavle.

Man kan ikke udarbejde en organiseringstavle, før man har opregnet produkterne!

Efterhånden som mængden stiger, bedømmer du produkterne før det færdige produkt og hatter dem.

Kvaliteten af det endelige produkt afhænger af en rigtig organiseringstavle og af hatte, begge dele skal være komplette, realistiske og indarbejdede, og funktionerne skal være UDFØRT.

Lad os nu se på, hvordan du opdeler et færdigt produkt i de produkter, som, når de sættes sammen, udgør det færdige produkt.

Vi har det færdige produkt for en jernbane – gods der er transporteret på en levedygtig måde. Hvor mange mindre produkter består det store produkt af?

Der er blandt andet maskineri. Enhver maskine har to produkter: (a) selve maskinen i god fungerende stand, (b) maskinens produkt. En mekaniker og en lagermand på lokomotivværkstedet samt en værkstedschef har hver især et produkt under (a). Det er kun for maskinen, lokomotivet.

Under (b) har vi, hvad selve maskinen producerer (trukne togvogne, hvis det drejer sig om et lokomotiv).

Her har vi så to vigtige produkter – og de kan opdeles i mindre produkter, som ligger tidligere i rækkefølgen end det færdige produkt.

Der er endda et tidligere produkt end disse – købte lokomotiver. Og et tidligere produkt end dette – finansiering af udstyr.

Hvad angår selve godset – gods, der er leveret og er accepteret af en agent ved modtagelsen – så finder man et produkt, når man går baglæns i kæden – opbevaret fragt. Og før det – aflæsset fragt. Og før det – flyttet fragt. Og før det – lastet fragt. Og før det – fragt samlet til forsendelse. Og før det – fremskaffede fragtkontrakter. Og før det – annoncering så offentligheden kan se det. Og før det – undersøgelser om folks krav til fragt. Og før det – en undersøgelse af hvilke aktiviteter, der kræver en fragtservice.

Hvert enkelt af disse produkter er en hat.

Hvis vi undersøger dette igen, ser vi, at der ikke er nogen takster eller penge involveret, så der er ingen økonomisk levedygtighed. Der eksisterer altså yderligere et produkt, nemlig den indkomst der er nødvendig for organisationens overlevelse, så den kan betale sine regninger, skaffe de midler, der er nødvendige for den fremtidige produktion, og hvad dertil kommer. Dette produkt har selvfølgelig tidligere hatte. Nogle mennesker (deriblandt en masse ledere) er ikke resultatorienterede – de tror, at indkomst er noget, der falder ned i skødet på organisationen eller ud af et fjernsynsapparat. De kan ikke udtænke den produktrækkefølge, der er nødvendig for at skaffe indkomst. Så de går fallit og sulter. Der er altid en masse produkter, der ligger før det produkt, der hedder indkomst. Fikserede mennesker fikserer bare på selve pengene, de har ingen produktrækkefølge, og derfor går de fallit eller er fattige.

Nogen er nødt til at have et ønskværdigt produkt, der sælges for mere end det, det koster at producere det, og de er nødt til at sælge det og levere det for at få indkomst.

Selv under socialisme eller kommunisme skal hvordan-hviler-det-i-sig-selv-spørgsmålet forstås og besvares; produktrækken skal identificeres og forsynes med en organiseringstavle og hatte. I sådan et pengeløst samfund skal orgtavlen være meget mere fast, da penge giver fleksibilitet, og manglen på dem som en arbejdende faktor giver problemer, der er svære at løse.